Appendiks B. Brandtekniske begreber og bestemmelser
Funktionsbaserede brandkrav er indført i bygningsreglementet pr. 1. juni 2004 (Bekendtgørelse nr. 9333, 2004). Disse krav giver i et vist omfang bygherren en større frihed i forhold til tidligere bygningsreglementer i valg af brandsikringsløsning. Men det er nu også i højere grad op til bygherren at sikre, at brandsikringen er tilstrækkelig og i henhold til bygningsreglementets intentioner. Disse er udtrykt i den i brandmæssig henseende grundlæggende bestemmelse:
’Bygninger skal opføres og indrettes, så der opnås tilfredsstillende tryghed mod brand og mod brandspredning til andre bygninger på egen og på omliggende grunde. Der skal være forsvarlig mulighed for redning af personer og for slukningsarbejdet (…).’ (BR10, kap. 5.1, stk. 1).
Omfanget af en brandteknisk dokumentation er beskrevet i BR10, kap. 1.3.
For så vidt angår brandsikring af småhuse henvises til vejledningen Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012), der har et særligt kapitel om regler for småhuse (kap. 7). Ligeledes henvises til denne samt SBi-anvisning 230, Anvisning om Bygningsreglement 2010 (de Place Hansen, 2014), hvad angår flugtveje og redningsforhold.
Anvendelseskategori
BR10 klassificerer bygninger i seks anvendelseskategorier (BR10, kap. 5.1.1, stk. 1), der har til formål at afpasse brandsikringen til bygningens anvendelse og antallet af personer, der risikerer at blive udsat for en brand. Normalt vil personer, der ofte færdes i en bygning, eller som har kendskab til en evakueringsinstruks for området, have kendskab til flugtvejene. Det gælder typisk boliger og arbejdspladser.
Småhuse hører til ’anvendelseskategori 4’, der omfatter:
’bygningsafsnit til natophold, hvor de personer, som opholder sig i bygningsafsnittet, har kendskab til bygningsafsnittets flugtveje og er i stand til ved egen hjælp at bringe sig i sikkerhed.’
For sådanne bygninger kræves et røgalarmanlæg. Dog anbefaler BR10, at der i småhuse i flere plan placeres mindst én røgalarm på hver etage (Vejl. BR10, kap. 5.4, stk. 13).
Brandklassifikation
Danmark indførte i 2002 europæiske brandklasser i bygningsreglementet (Bekendtgørelse nr. 9048, 2002). Med fælles europæisk dokumentation af byggevarers brandtekniske egenskaber samt nye regler for prøvning og klassifikation er den hidtidige danske klassifikation af byggevarer og bygningsdele erstattet af det europæiske system. Sammenhængen mellem de europæiske brandklasser og de tidligere danske betegnelser er beskrevet i (Sørensen, 2004; Byg-Erfa, 2012a). Hovedparten af disse er gengivet som tabel B.1. Ikke alle de nævnte klasser vil være aktuelle for småhuse, og kun et uddrag af disse indgår i de eksempler, som vises i anvisningen.
Europæisk klassifikation for en byggevares reaktion på brand eller en bygningsdels brandmodstandsevne forudsætter, at der forinden er udført prøvning efter harmoniserede europæiske prøvningsmetoder.
Europæisk klassifikation kan ikke opnås på baggrund af prøvning og klassifikation efter det hidtidige danske system (Byg-Erfa, 2012a).
Tabel B.1. Sammenhæng mellem europæiske brandklasser og tidligere danske betegnelser (Sørensen, 2004).
Byggevarers reaktion på brand
Byggevarer inddeles i klasser på baggrund af deres ’reaktion på brand’.
Der er fokus på brændbarheden af den pågældende byggevare, flammespredning på overfladen, dråbedannelse samt røgudvikling ved brand. Disse parametre er vigtige både af hensyn til omfang af brandspredningen, men også af hensyn til sigtbarheden, når personer i bygningen skal evakuere sig i tilfælde af brand.
Brændbarheden er opdelt i primærklasser A1, A2, B, C, D, E, F, hvor A1 er det højeste krav. I Danmark benyttes normalt kun klasserne A2, B, D og F. Klasse A2 (ubrændbart) er for eksempel beton, letbeton, teglsten og stål. Klasse B er for eksempel gipsplader, klasse D er normalt træ og klasse F kan være celleplast, fx polystyren.
Afgivelse af røg er inddelt i nogle tillægsklasser kaldet s1, s2 og s3, hvor s1 er det strengeste krav og svarer til en ’meget begrænset mængde af røgudvikling’. Endelig medtages også tillægsklasser for brændende dråber. De kaldes d0, d1, d2, hvor d0 er strengeste krav og svarer til materialer, der ikke afgiver nogen brændende dråber eller partikler.
Eksempelvis klassificeres et materiale som K1 10 B-s1,d0. Tallet ’10’ er et minuttal (10 minutter) og er den tid, beklædningen testes i forsøgsopstillingen. Den nævnte klasse K1 10 B-s1,d0 svarer til den tidligere anvendte klasse 1 beklædning, fx en gipsplade-beklædning på en væg eller et loft.
K1 10 D-s2,d2 svarer til den tidligere anvendte klasse 2 beklædning, fx træbeklædning på væg eller loft.
Også tagdækninger opdeles i reaktion på brand og inddeles i følgende primærklasser: BROOF(t2) og FROOF(t2). Her er det strengeste krav BROOF(t2), der svarer til den tidligere anvendte klasse T tagdækning, fx tegltagsten, betontagsten eller metalplader. Stråtage, der ikke er brandsikrede, betegnes som FROOF(t2). I Danmark benyttes BROOF(t2) som den umiddelbart godkendte tagdækning, der tilgodeser retningslinjerne for afstand til skel mod nabo, vej- og stimidte.
Eksempler på væg- og loftbeklædninger, der modsvarer disse brandklasser er vist i tabel B.2.
Tabel B.2. Eksempler på væg- og loftbeklædninger med klassifikation efter brandbeskyttelsesevne og reaktion på brand (Bygge- og Boligstyrelsen, 1995).
Beklædninger klasse K1 10 D-s2,d2 kan profileres, hvis:
Den profilerede overflade ved profileringen ikke forøges til mere end 125 % af det plane areal.
Tykkelsen ved profileringen ikke på noget sted reduceres til mindre end: 15 mm for bræddebeklædninger med bagvedliggende hulrum, 9 mm for bræddebeklædninger med højst 25 mm bagved liggende hulrum, 7,5 mm for pladebeklædninger.
Den del af beklædningen, hvis tykkelse er mindre end angivet ovenfor ikke overstiger 20 % af beklædningens plane areal.
Bygningsdeles brandmodstandsevne
Bygningsdele inddeles på brandområdet i klasser på baggrund af deres ’brandmodstandsevne’.
Dette har at gøre med den tid, eksempelvis en væg kan modstå en brand, før den kollapser, eller der opstår for høje temperaturer på bagsiden. Brandmodstandsevne omhandler også bevarelse af bygningsdelens integritet, så der ikke opstår sprækker, hvor røg kan trænge igennem med risiko for brandspredning til naborum.
De hyppigst anvendte egenskaber i forbindelse med brandmodstandsevne er bæreevne (R), integritet (E) og isolation (I). I Danmark anvendes tidsrum for opretholdelse af disse ydeevner som 30, 60 og 120 minutter.
En bærende og brandadskillende væg, som skal kunne modstå en brand i 60 minutter, vil eksempelvis kunne betegnes som ’REI 60-væg’. En væg, som kun er bærende og ikke har nogen brandadskillende egenskab i øvrigt, betegnes som ’R 60-væg’. EI er således udtryk for den brandadskillende egenskab.
Klassifikation af byggevarer og bygningsdele sker i henhold til klassifikationsstandarden DS/EN 13501, Brandteknisk klassifikation af byggevarer og bygningsdele (Dansk Standard, 2009c, 2009d). Del 1 af nævnte standard omhandler reaktion på brand og del 2 omhandler brandmodstandsevne.
Sikring mod brandspredning
Sikring mod vandret brandspredning
God brandmæssig opdeling af en bygning reducerer risikoen for både materielle skader og personskader. Brandspredning har i mange brande årsag i forkerte udførelsesdetaljer ved brandadskillende vægge, herunder boligadskillende vægge i sammenbyggede enfamiliehuse. Bygningskonstruktioner skal udføres, så en brand ikke spredes til andre enheder i den tid, der er nødvendig for evakuering. Det kunne for eksempel være vandret rundt om boligadskillende vægge eller gennem hulrum i ydervæg, ydervægsbeklædning eller via tagudhæng.
Effektiviteten af sikring mod vandret brandspredning er afhængig af brandadskillelserne, herunder korrekt udførte brandstop og brandtætninger (Byg-Erfa, 2012b).
Vandret brandspredning skyldes ofte forkert udførte detaljer i ydervægge som eksempelvis brandvægge og brandcellevægge, men også ved boligadskillende vægge i sammenbyggede enfamiliehuse. Eksempelvis kan der være projekteret med forkert brandklassifikation, eller der har ikke været fokus på brandstop i hulrum. En anden årsag til vandret brandspredning er manglende omhu under udførelsen. Endelig er en uhensigtsmæssig indbygning af vinduer og døre nogle gange ensbetydende med, at en brand kan spredes via hulrum i ydervægge.
Der stilles normalt ikke krav til brandegenskaberne for yderdøre, vinduesrammer og karme (Energistyrelsen, 2012).
Boligadskillende vægge i småhuse udføres typisk som brandcelle-vægge (klassificeret som REI 60 eller EI 60). For større rækkehusbebyggelser skal der adskilles med en brandadskillende bygningsdel (klassificeret som REI 60 A2-s1,d0 væg) for hver 1.200 m2. Det betyder eksempelvis, at der for en større rækkehusbebyggelse med en boligstørrelse på 120 m2 skal være en brandsektionsvæg for hver 10 boliger.
Boligadskillende vægge bør slutte tæt til undersiden af den yderste tagdækning (Energistyrelsen, 2012).
Ydervægge, der udelukkende består af materiale klasse A2-s1,d0, fx beton, letbeton eller murværk, kan sammenbygges med en boligadskillende væg uden etablering af brandstop mellem bagmur og formur (Byg-Erfa, 2012b).
Ved sammenbygning mellem boligadskillende væg og ydervæg, der ikke er udført af mindst materiale klasse B-s1,d0, fx let ydervæg med træskelet, bør den boligadskillende væg mindst føres frem til indersiden af den udvendige beklædning.
I småhuse kan der uden på en ydervæg med udvendig overflade mindst som beklædning klasse K1 10 B-s1,d0 anbringes en regnskærm med bagvedliggende ventileret hulrum. Regnskærm inklusive ophængningssystem bør udføres mindst som materiale klasse D-s2,d2 (Energistyrelsen, 2012). Regnskærmen kan passere de boligadskillende vægge.
Brandstop
Et brandstop anvendes til at forhindre brandspredning via hulrum i konstruktioner og skal være godkendt efter standarden DS/EN 1366-3 (Dansk Standard, 2009e).
Et brandstop i ydervægge kan eksempelvis udføres af mineraluld i pladeform med en densitet på mindst 30 kg/m3, som fastholdes på en af følgende måder:
Ved skråsømning med højst 300 mm afstand, hvor søm går mindst 35 mm ind i isolering og 30 mm ind i træet, eller
Med 2 mm ståltråd pr. højst 300 mm.
Brandstop i ydervægge ud for den boligadskillende væg udføres i en bredde svarende til den boligadskillende væg og i tæt forbindelse med fast bygningsdel både indadtil og udadtil (Byg-Erfa, 2012b).
Som brandstop i mindre hulrum, fx etagekryds og ved installationsgennemføringer, kan anvendes andre typer godkendte materialer, fx ekspanderende skum.
Fastholdelse af mineraluld
Fastholdelse af mineraluld i pladeform i vægge og etageadskillelser med træskeletkonstruktion, hvor der stilles krav til brandmodstandsevne, kan ske ved:
2 mm ståltråd pr. 300 mm.
Brædder (min. 19 × 100 mm) eller stålprofiler pr. 300 mm (EI 30 konstruktion)
Skråsømning pr. 300 mm mindst 35 mm ind i mineraluld og mindst 30 mm ind i træstolpe (kun vægge) (EI konstruktion).
I loft- og etagedækskonstruktioner kan sikring mod nedstyrtning under udførelse være dimensionsgivende for løsning til fastholdelse af mineraluld, idet der kan være arbejdsmiljøregler om anvendelse af T1-lægter (38 × 73 mm) ved opsætning af for eksempel nedforskallede lofter.
Fastgørelse af pladebeklædning
Fastgørelse af pladebeklædning med søm, skruer eller kramper (hæfteklammer) skal ske efter leverandørens anvisninger eller med afstand pr. højst 150 mm langs pladekanter og højst 300 mm langs mellemunderstøtninger. For skruer kan afstanden langs kanterne øges til 200 mm (Træinformation, 2012). Afstand mellem rækkerne må højst være 600 mm.
Afstandskrav til skel
Den hyppigste årsag til brandspredning til nabobebyggelse er varmestråling fra branden, mens brandspredning på grund af konvektion og flyveild er sjældnere. Flyveild kan dog indbefatte en reel risiko for brandspredning i forbindelse med stråtage.
Intensiteten af varmestråling aftager med afstanden til branden. Derfor er afstanden til nabobebyggelse afgørende for brandspredningsrisikoen.
Den brandtekniske klassifikation af en bygnings udvendige overflade bestemmer, hvor let antændelig bygningen er, når den påvirkes af en brand opstået uden for bygningen.
Tabel B.3 angiver krav til afstanden, som en bebyggelse skal have til skel mod nabo og vej- og stimidte for at hindre ekstern brandspredning.
Tabel B.3. Minimumskrav til brandklassificering af småhuses ydervæg og tag afhængig af afstand til skel mod nabo og vej- og stimidte (Energistyrelsen, 2012).
Ved ydervæg med ventileret regnskærm bør bagvedliggende beklædning være mindst beklædning klasse K1 10 B-s1,d0 og regnskærm inklusiv ophængningssystem mindst materiale klasse D-s2,d2.
Opførelse af småhus mindre end 2,5 meter fra skel mod nabo og vej- og stimidte er ikke omfattet af byggeretten, jf. BR10, kap. 2.2. Se afsnit 2.2, Byggeret for småhuse og tilhørende mindre bygninger.