2 Boligens omgivelser
Boligens omgivelser omfatter adgangsforhold til småhuset eller rækkehusbebyggelsen, udendørs opholdsarealer, udendørs arealer til opbevaring og affaldshåndtering samt parkeringsarealer.
Desuden behandles de bestemmelser i bygningsreglementet, der regulerer størrelsen på det enkelte småhus og de tilhørende mindre bygninger, fx garage, carport, udhus m.m. samt deres placering på grunden. Disse regler gælder, når der ikke er fastlagt andre regler i for eksempel en lokalplan.
2.1 Disponering af grund og byggeri
Bebyggelsesregulerende bestemmelser
Bygningsreglementets bebyggelsesregulerende bestemmelser (BR10, kap. 2) fastsætter krav til de ydre forhold for småhuse, herunder:
- Husets areal i forhold til grundens areal
- Husets højde
- Husets placering på grunden.
En række standardkrav er beskrevet i BR10, kap. 2.2, Byggeret. Hvis disse krav er opfyldt, er det umiddelbart tilladt at bygge. Overholder byggeriet disse krav kan bygningsmyndigheden, fx kommunen, som udgangspunkt ikke nægte byggetilladelse. Dog skal der altid indhentes byggetilladelse på forhånd ved nybyggeri af småhuse, tilbygninger eller mindre bygninger til personophold, mens dette ikke i alle tilfælde er et krav ved andre mindre bygninger, fx carport eller udhus. Regler vedrørende byggeretten i Bygningsreglement 2010 gælder, når der for et område ikke er fastsat andre bestemmelser, fx i en lokalplan. Bygningsmyndigheden kan derfor fastlægge andre bestemmelser for et område gennem en lokalplan.
Lokalplan
En lokalplan udarbejdes af kommunen og kan fastlægge regler for et bestemt område med hensyn til:
- Anvendelse
- Bebyggelsernes omfang og placering
- Veje og stier
- Arkitektonisk udformning, herunder materialevalg.
En kommune har pligt til at udarbejde en lokalplan, inden der gives tilladelse til væsentlige ændringer i et bestående miljø, fx hvis der etableres et nyt boligområde. Bestemmelserne i en lokalplan kan træde i stedet for de bebyggelsesregulerende bestemmelser (BR10, kap. 2.1, stk. 3). Det gælder dog kun, hvis lokalplanen angiver præcise bestemmelser om de enkelte forhold. Beregningsreglerne i BR10, bilag 1, der angiver, hvordan bebyggelsesprocent, grundens areal, etageareal, højdeforhold, afstandsforhold og etageantal beregnes, kan ikke ændres ved lokalplan (BR10, kap. 2.1, stk. 4).
Helhedsvurdering
Den kommende bygningsejer er forpligtet til at oplyse overfor bygningsmyndigheden, hvis bestemmelserne for byggeret ikke er overholdt. Hvis der ikke findes lokalplaner eller byggeretten ikke er opfyldt på alle punkter, foretager bygningsmyndigheden en helhedsvurdering af de bebyggelsesregulerende forhold (BR10, kap. 2.3). Helhedsvurderingen kan ikke indeholde et krav om en bebyggelsesprocent, der er lavere end anført i BR10, kap. 2.2.1, stk. 1, men gerne en højere bebyggelsesprocent.
Brandkrav
Afstandsregler til skel og andre bygninger knytter sig ikke kun til byggeretten, men også til brandsikkerhed. Formålet er at begrænse risikoen for brandspredning til andre bygninger på samme grund og nabogrund, hvilket kan spille ind på placeringen af et småhus og tilhørende mindre bygninger på grunden. De specifikke krav afhænger af brandklassificeringen af klimaskærmens materialer, fx stilles øget afstandskrav til småhuse med stråtag. Se afsnittet Afstandskrav til skel, i Appendiks B. Brandtekniske begreber og bestemmelser samt kapitel 7 i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012).
2.2 Byggeret for småhuse og tilhørende mindre bygninger
Småhuse
I BR10 opstilles en række regler for grundstørrelse samt afstand til skel mod nabo, vej og sti i henhold til byggeretten (BR10, kap. 2.2 og bilag 1). For småhuse er hovedkravene anført i tabel 6 og illustreret i figur 2. Regler for beregning af etagearealet, fx til beregning af bebyggelsesprocenten, er vist i figur 3.
Bemærk de særlige forhold vedrørende beregning af etageareal for kælder, der afhænger af, hvor højt kælderen er placeret i forhold til terrænet, og for udnyttelig tagetage samt for mindre bygninger og småbygninger. En tagetage regnes for udnyttelig, når der uden væsentlige indgreb i tagkonstruktionen kan indrettes opholdsrum, fx tagkonstruktion med hanebåndsspær, men ikke tag med gitterspær (BR10, bilag 1, B.1.1.6, stk. 1). Endelig skal udestuer, lukkede overdækninger, lukkede altaner, lukkede overdækkede gårde, forbindelsesgange og lignende, der kan anvendes til personophold, uanset arealstørrelse medregnes til etagearealet (de Place Hansen, 2014).
Uanset størrelse på udearealet omkring boligen skal dette ofte både rumme en række praktiske funktioner som ankomst for beboere og gæster, eventuel parkering af biler og cykler m.m. samt håndtering af husholdningsaffald. Derudover skal der også være mulighed for udendørs rekreation ved leg og ophold. Krav til og eksempler på, hvordan det håndteres, er beskrevet i afsnit 2.4.
Tabel 6. Generelle bebyggelsesregulerende bestemmelser for småhuse vedrørende størrelse, afstand til skel mod nabo, vej og sti m.m. (BR10, kap. 2.2). Se også figur 2.
Krav | Fritliggende enfamiliehuse | Række- og kædehuse, herunder dobbelthuse | Sommerhuse i sommerhusområder |
|---|---|---|---|
Bebyggelsesprocent, maks.1) | 30 | 40 | 15 |
Etageantal, maks.2) | 2 | 2 | 1 |
Højde, maks.3) | 8,5 m, dog højst 1,4 × afstand til skel mod nabo og sti | 8,5 m, dog højst 1,4 × afstand til skel mod nabo og sti | Tagryg: 5,0 meter Ydervæg: 3,0 meter |
Mindste afstand til skel mod nabo, vej og sti 4) 5) | 2,5 meter | 2,5 meter | 5,0 meter |
Grundens størrelse, min. | 700 m2 | - | 1200 m2 |
- Lokalplaner kan indeholde bestemmelser om en anden bebyggelsesprocent, som i så fald skal overholdes. Uanset om den er højere eller lavere, end BR10 kap. 2 foreskriver.
- Hertil kommer eventuel kælder. Ved bygninger med forskudte etager eller indskudte etager skal bygningsmyndigheden efter et konkret skøn i det enkelte tilfælde fastlægge etageantallet (BR10, bilag 1, B.1.1.6, stk. 2).
- Visse bygningselementer er friholdt fra dette højdekrav, hvis de er af sædvanligt omfang: Antenner, hvis øverste punkt ikke er mere end 5,5 m over tagfladen, tagkviste, skorstenspiber, ventilationshætter, gavltrekanter og tagudhæng (BR10, bilag 1, kap. B.1.1.4, stk.3). Det skal i hvert enkelt tilfælde vurderes, hvad der forstås ved sædvanligt omfang, fx ved gavltrekanter. Der lægges således ikke op til, at vurderingen sker efter et generelt princip.
- Afstandskravet gælder også for hævede opholdsarealer i det fri (hævet mere end 30 cm over naturligt terræn), udestuer, udvendige trapper, altaner, skorstene, tagterrasser, solcelleanlæg eller solfangere og lignende samt for svømmebassiner.
- Afstand til skel mod nabo, vej og sti skærpes, hvis tag udføres som stråtag, se Appendiks B. Brandtekniske begreber og bestemmelser.
Figur 2. Generelle bebyggelsesregulerende bestemmelser og beregningsregler for fritliggende enfamiliehuse og dobbelthuse med lodret lejlighedsskel (BR10, kap. 2.2.2 og 2.2.3 samt Bilag 1). Reglerne gælder, når der ikke i en lokalplan eller byplanvedtægt er fastsat andre bestemmelser. Se også tabel 6. For sammenbyggede enfamiliehuse omfatter de bebyggelsesregulerende bestemmelser alene regler vedrørende bygningshøjde.
Mindre bygninger
I BR10 opstilles regler for placering af mindre bygninger tilhørende småhuse, der normalt anvendes til kortere ophold, fx garager, carporte, drivhuse og udhuse. Reglerne vedrører også byggesagsbehandling og beregning af areal i forhold til om byggeriet skal indgå i beregning af bebyggelsesprocenten.
Reglerne vedrørende ansøgning hos bygningsmyndigheden ved opførelse fremgår af tabel 7. Tabel 7 angiver desuden, i hvilke tilfælde arealet af mindre bygninger indgår i beregningen af etagearealet og dermed bebyggelsesprocenten fastlagt i tabel 6. Regler vedrørende størrelser og placering på grunden i forhold til byggeretten er illustreret i figur 4.
Figur 3. Regler for beregning af etageareal af småhuse med tilhørende mindre bygninger (BR10, bilag 1, B.1.1.3).
Bemærk, at der gælder særlige regler for småbygninger under 10 m2, både med hensyn til ansøgning og byggeret. Hvis der opføres en eller to småbygninger på højst 10 m2 (højde maks. 2,5 meter), kræves ikke anmeldelse eller byggetilladelse. Opføres der mere end to småbygninger, skal de regnes med til etagearealet og kræver derfor byggetilladelse.
Tabel 7. Regler for i hvilke tilfælde opførelse af mindre bygninger hørende til et småhus, fx garage, carport, redskabsskur, drivhus eller legehus, kræver anmeldelse eller ansøgning om byggetilladelse. Regler for i hvilke tilfælde arealet af mindre bygninger indgår i beregning af etagearealet, se også figur 3.
Mindre bygninger hørende til | Uden anmeldelse (kap. 1.6, stk. 1) | Med anmeldelse (kap. 1.5, stk. 1) | Med byggetilladelse (kap. 1.3.1, stk. 1, nr. 1-2) | Medregnes i etagearealet (bilag 1, B.1.1.3, stk. 3-4) |
|---|---|---|---|---|
Fritliggende enfamilie- og dobbelthuse | Samlet areal 1) < 35 m2 | Samlet areal 2) 35-50 m2 | Samlet areal > 50 m2 | Samlet areal > 35 m2 |
Række- og kædehuse | Samlet areal 1) < 20 m2 | Samlet areal 2) 20-50 m2 | Samlet areal > 50 m2 | Samlet areal > 20 m2 |
Alle typer småhuse | Op til to småbygninger på højst 10 m2 3) | Se note 2 og 3 | Se note 2 og 3 | Mere end to småbygninger på højst 10 m2 |
- Bortset fra integreret garage, dvs. garage under samme tagkonstruktion som selve småhuset. I sådanne tilfælde kræves byggetilladelse.
- Størrelsen af det samlede areal af mindre bygninger afgør, om opførelse skal anmeldes eller kræver byggetilladelse.
- Hvis der opføres mere end to småbygninger på højst 10 m2, skal arealet af den tredje og efterfølgende småbygninger medregnes til det samlede areal af mindre bygninger.
Figur 4. Generelle bebyggelsesregulerende bestemmelser og beregningsregler for mindre bygninger tilhørende fritliggende enfamiliehuse og dobbelthuse med lodret lejlighedsskel (BR10, kap. 2 og bilag 1). Reglerne gælder, når der ikke i en lokalplan eller byplanvedtægt er fastsat andre bestemmelser. Mindre bygninger i tilknytning til sommerhuse i sommerhusområder må ikke placeres mindre end 2,5 meter fra skel mod nabo, vej og sti, og i en afstand mellem 2,5 og 5 meter fra skel må de ikke være højere end 2,5 meter.
1.4 Højdeforhold og terrænregulering
Højdeforhold og fastlæggelse af niveauplan
Højden af en bygning måles lodret fra naturligt terræn. I langt de fleste tilfælde er grunden tilstrækkeligt plan til, at der ikke er tvivl om fastlæggelsen af udgangspunktet for naturligt terræn. For bebyggelse på skrånende terræn eller terræn med større niveauforskelle måles fra et niveauplan, som fastlægges af bygningsmyndigheden. Der kan efter behov fastlægges flere niveauplaner for samme grund.
Ved fastlæggelsen af niveauplan skal bygningsmyndigheden tage hensyn til terrænforholdene på de tilstødende grunde og karakteren af den omliggende bebyggelse. Desuden skal der skabes rimelige bebyggelsesmuligheder og adgangsforhold for den pågældende grund.
Niveauplaner kan med fordel fastlægges i en lokalplan. En lokalplan kan foruden bestemmelser om bygningshøjder fastsætte bestemmelser om koter for terræn, sokkel og gulv samt niveauplaner. Lokalplanen kan også give vejledning i hvilke boliger, som det er muligt at opføre inden for området, og hvilke typer boliger, der er vanskelige at indpasse. Således vil skrånende terræn gøre det lettere at indpasse en bolig med forskudte etager, mens en bolig i plant niveau kræver en grund med lille terrænfald.
Terrænregulering
Ved byggemodning af grund kan det være nødvendigt at regulere terrænet for at få et plant område at bygge på eller anlægge have. Terrænregulering vil sige at udjævne niveauforskelle på grunden ved at fjerne, tilføre eller flytte jord. Ofte vil der være en lokalplan for området, der fastsætter regler for terrænreguleringen, herunder hvor meget en grund må skråne mod skel. Dels for at sikre byggelovens bestemmelser om, at terrænregulering ikke må være til gene for naboen (Bekendtgørelse nr. 1185, 2010), dels for at imødegå, at jorden skrider. Hvis det ikke er tilfældet fastlægges reglerne af den lokale bygningsmyndighed, fx kommunen. Ofte anvendte regler for terrænregulering er:
- Ændring i forhold til naturligt terræn højst +/- 0,3-0,5 meter
- Afstand til skel mindst 0,5 meter.
Ofte anvendte regler for terrænregulering er vist i figur 5.
Terrænregulering kan være nødvendigt, når:
- Grunden skråner meget i en retning, så det ikke er muligt at bygge eller fundere ordentligt.
- Grunden ligger på en bakke, så der ikke er tilstrækkeligt plant terræn til at bygge eller fundere.
- Grunden ligger væsentlig lavere end nabogrundene, hvilket vil betyde, at der ledes store mængder vand ned på grunden, når det regner.
- Bundforholdene i øvrigt gør, at der skal tilføres eller fjernes jord for at gøre det muligt at fundere.
Figur 5. Snit i terræn, der viser ofte anvendte regler for terrænregulering og afstand til skel.
- Terrænregulering ved opfyldning.
- Terrænregulering ved afgravning.
De mest almindelige ulemper en terrænregulering kan medføre, er:
- Indbliksgener, dvs. at man uhindret kan se ind til naboen.
- Risiko for, at jorden skrider ned.
- At regnvand ledes til de omkringliggende grunde.
- Høje støttemure, som ikke er kønne at se på.
Klager over en udført terrænregulering kan munde ud i, at reguleringen skal føres tilbage til det oprindelige terræn. Naboer og bygningsmyndighed bør derfor inddrages, inden terrænreguleringen påbegyndes.
Ved fundering på en skråning eller opfyldning skal det eftervises, at der er den fornødne sikkerhed mod brud i jorden, se SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger (Pedersen, 2011).
2.4 Niveaufri adgang og tilkørselsarealer
Adgangsarealer frem til en bolig starter ved fortov, vej eller parkeringsplads og slutter ved boligens indgangsdør. Grundlæggende skal alle mennesker uanset alder og funktionsevne let kunne finde indgangen til boligen og komme frem til den.
Alle typer småhuse
For alle typer af småhuse skal der være niveaufri adgang mellem ude og inde uden for alle yderdøre i form af et plant, vandret areal på mindst 1,5 × 1,5 meter, som er i samme niveau som gulvet indenfor. Hvis yderdøren er udadgående, skal arealet tillægges 0,2 meter langs bygningens facade, så det vandrette areal har en længde på 1,7 meter. Det vandrette areal måles fra dørens hængselside (BR10, kap. 3.2.1, stk. 2).
Arealet skal skille sig ud fra den omgivende belægning enten følbart, fx fliser i et græsareal eller ved belægning med anden farve i forhold til den omgivende belægning. Kravet om niveaufri adgang og et plant, vandret areal gælder foran alle yderdøre, herunder også bryggers-, have- og terrassedøre m.m.
Kravet om niveaufri adgang stiller særlige udfordringer med hensyn til fugtsikring af bygningens sokkel. Løsningen kan være etablering af rende mellem det vandrette areal og sokkel. Detaljerede byggetekniske løsninger på udformning af niveaufri adgang findes i SBi-anvisning 224, Fugt i bygninger, 7.4.1 Niveaufri adgang (Brandt et al., 2013).
Sammenbyggede enfamiliehuse
I bebyggelser med sammenbyggede enfamiliehuse skal gangarealer frem til en bolig, fx fortov, adskilles synligt og følbart fra kørende trafik af hensyn til de gåendes sikkerhed, særligt personer med nedsat syn (BR10, kap. 2.4.3, stk. 3). Det kan for eksempel ske ved skift af belægning fra fliser til græs, fra asfalt til grus, eller ved en opkant eller kantsten. Kørende trafik omfatter både biler og cykler.
Gangarealer skal være mindst 1,3 meter brede med fast belægning, og der skal være belysning, som bør være retningsorienterende, fx ved at gadelamper står på række, så de viser gangretningen.
Ved sammenbyggede enfamiliehuse skal en eventuel niveauforskel mellem terræn og det vandrette areal foran yderdøre udlignes ved:
- En rampe med hældning på 1:20 (5 % stigning) forsynet med håndliste og værn
- En rampe med hældning mellem 1:25 (4 % stigning) og 1:20 (5 % stigning) forsynet med værn (min. højde 20 cm) eller med en terrænudligning uden fare for fald til siderne (hældning højst 1:5), se figur 6a
eller - Udligning af terræn med en hældning på højst 1:25 (4 % stigning), se figur 6b.
Dette betyder eksempelvis, at en niveauforskel på 15 cm mellem terræn og vandret areal ved indgangsdør skal udlignes enten med en rampe med en længde på mindst 3 meter (hældning 1:20) forsynet med håndlister og værn, en rampe med en længde på mellem 3 meter og 3,75 meter (hældning 1:25) forsynet med værn eller med en terrænudligning med en hældning på højst 1:5, eller ved terrænbearbejdning over en længde på mindst 3,75 meter. Til alle mål skal lægges størrelse på vandret areal på min. 1,5 meter foran døren, se figur 6.
Detaljerede retningslinjer for udformning af ramper er vist i SBi’s tjekliste Ramper og udligninger på adgangs- og tilkørselsarealer
(Statens Byggeforskningsinstitut, 2013).
(Statens Byggeforskningsinstitut, 2013).
Figur 6. Krav til udligning af niveauforskel mellem terræn og vandret areal foran yderdør.
- Udligning med rampe.
- Udligning ved terrænregulering.
Ved sammenbyggede enfamiliehuse skal niveauforskel mellem terræn og det vandrette areal udlignes enten i terræn eller ved rampe. Kravet om 1,3 meter bredt gangareal med en hældning på højst 1:20 gælder også ved fritliggende enfamiliehuse, hvis de er ramme om erhverv. I praksis udføres rampen typisk i samme bredde som bredden af det vandrette areal foran yderdøren.
Fritliggende enfamiliehuse
Ved fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse er der ingen krav til udformning af adgangsarealet fra fortov eller vej til indgangsdør – bortset fra kravet til niveaufri adgang. Det betyder, at der ikke er krav til hældningen på udligningen af terræn eller rampen til det vandrette areal foran yderdøren (BR10, kap. 2.4.3, stk. 5).
Adgangen frem til indgangen bør være uden trappetrin, men kommuner har i flere tilfælde sagt god for enfamiliehuse med trappetrin op til indgangsdør.
Hvis enfamiliehuset er ramme om erhverv, fx dagpleje eller advokatvirksomhed, gælder samme krav til udformning af adgangsarealet som for sammenbyggede enfamiliehuse. Også for fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse til udlejning er det hensigtsmæssigt med en synlig markering af adgangsvejen frem til indgangsdøren, en retningsgivende belysning samt en belægning, der er god at færdes på.
2.5 Udendørs opholdsarealer
Krav til udendørs opholdsareal
Krav i BR10 til de udendørs opholdsarealer, fx terrasse eller altan, knytter sig til adgangsforhold, sikkerhed, brand og lyd.
Hvis et udendørs opholdsareal ligger i tilknytning til en yderdør, er der krav om vandret areal og niveaufri adgang foran døren, se afsnit 2.4, Niveaufri adgang og tilkørselsarealer.
Altaner og tagterrasser skal sikres med værn, der er udformet, så det ikke indbyder til børns leg, eller at børn kan kravle igennem. Højden bør være mindst 1,2 meter, være lukket eller have lodrette balustre med åbninger på ca. 8,0 cm. (SBi-anvisning 230, kap. 3.2.3, stk. 2).
I række- og kædehusbebyggelser, der er udformet med knæk i facadelinjen, og hvor boligerne inkluderer en inddækket altan, skal det vurderes, om der er særlig risiko for brandspredning (vinkelsmitte) fra altan til altan, se Appendiks B. Brandtekniske begreber og bestemmelser vedrørende brandspredning.
Altaner, balkoner eller tagterrasser i rækkehusbebyggelser skal udføres, så de opfylder bygningsreglementets grænseværdi for trinlydniveau i omliggende beboelsesrum og køkkener. Altaner med et gulvareal mindre end 2,5 m2 er undtaget. Lydbestemmelserne findes i Appendiks A. Lydbegreber og lydbestemmelser. Løsninger er beskrevet i SBi-anvisning 237, Lydisolering mellem boliger – nybyggeri (Rasmussen, Petersen & Hoffmeyer, 2011).
Sammenhæng mellem inde- og udearealer
Placeringen af de udendørs opholdsarealer bør hænge sammen med boligens inderum, sol- og dagslysforhold, den dominerende vindretning samt støjkilder og indblik fra naboer, så måltider kan nydes i læ og med mulighed for sol. I den forbindelse er det væsentligt at placere huset på grunden, så huset for eksempel ikke skygger for store dele af haven.
Udendørs opholdsarealer bør placeres, så det er nemt at komme derud fra et af de primære opholdsrum, dvs. køkken, stue eller køkken-alrum. På den måde kan uderummet blive en udvidelse af det primære opholdsrum, når vejret tillader det.
De bolignære uderums placering i forhold til de omgivende arealer bør placeres, så der både er private opholdsarealer og en gradvis overgang med halvprivate forarealer mellem boligen og de omgivende offentlige arealer. Figur 7 viser to eksempler.
Figur 7. Eksempler på forskellig placering af fritliggende enfamiliehus på grunden.
- Haven udgør et samlet areal, fordi huset er placeret ved vejen mod nord.
- Haven er opsplittet i mindre arealer, fordi huset er placeret midt på grunden.
Størrelse af altan og terrasse
Størrelsen af en altan eller terrasse har betydning for hvilke typer af ophold, der er mulige. Størrelsen bør være tilstrækkelig til, at der let kan manøvreres mellem møbler og andet inventar, fx barnevogn, rollator eller kørestol; i praksis mindst 1,5 meter dyb. Selve døråbningen mod det udendørs opholdsareal bør være størst mulig for at skabe en tæt sammenhæng mellem inde og ude, når vejret tillader det.
Hel eller delvis overdækning af en terrasse eller altan kan øge anvendeligheden og give mulighed for ophold udendørs, når mørket falder på, og duggen og temperaturen falder, eller når det regner. En eventuel overdækning må dog ikke hindre dagslyset i boligens indendørs opholdsrum.
En terrasse eller altan med en størrelse på mindst 3 meter i bredden og 2 meter i dybden kan rumme spiseplads op til fire personer eller tre personer, hvis den ene er kørestolsbruger, se figur 8a. En terrasse eller altan, der er 7 meter bred og 3 meter dyb, giver mulighed for en stor spiseplads med grill samt sol- og legeområde og giver manøvreplads for barnevogn og/eller kørestol, se figur 8b.
Figur 8. Pladsbehov ved indretning af terrasse eller altan (SINTEF Byggforsk, 2013):
- Minimumsomfang for en altan eller terrasse, hvor der kan indrettes spiseplads til fire personer eller tre personer, hvor en er kørestolsbruger.
- Stor altan eller terrasse med plads til flere funktioner. Størrelsen gør den også velegnet for en kørestolsbruger.
Udligning af niveauforskel
Hvis der er niveauforskel mellem terrasse og det omkringliggende terræn, bør denne udlignes i terrænet eller med en rampe, så det er let at komme rundt med en barnevogn mellem terrasse og have. Hvis det skal være muligt for en kørestolsbruger at kunne færdes uden hjælp, skal udligning af niveauforskel udformes som beskrevet i afsnit 2.4, Niveaufri adgang og tilkørselsarealer.
Hvis gulvniveauet på terrassen ligger mere end 0,3 meter over det omkringliggende areal, bør der med værn sikres mod fald. Som alternativ til et værn kan terrænet omkring terrassen udføres som en skrå udligning med maksimal hældning på 1:5.
2.6 Opbevaringsplads udendørs
Krav til udendørs opbevaringsplads
Uden for sammenbyggede enfamiliehuse skal der etableres tilstrækkelig opbevaringsplads til barnevogn, haveredskaber m.m. (BR10, kap. 3.3.1, stk. 4).
BR10 stiller også krav om, at der i eller uden for sammenbyggede enfamiliehuse er plads til tørring af tøj (BR10, kap. 3.3.1 stk. 4).
Regler for placering og størrelse af garager, carporte og andre mindre bygninger er beskrevet i afsnit 2.2, Byggeret for småhuse og tilhørende mindre bygninger.
Pladsbehov for parkering af cykler er behandlet i afsnit 2.8, Parkering af biler og cykler.
Tørring af tøj
Bedst er det, hvis tørring af tøj kan foregå udendørs, så det ikke belaster boligens indeklima med fugt, fx under overdækning eller tagudhæng. Det gælder også ved fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse. Ophængt tøj bør ikke placeres synligt fra ankomstsiden af huset.
Alternativt kan det ske i kælderen, forudsat at der sikres tilstrækkelig ventilation, mens tøjtørring foregår, eller i tumbler, der dog udløser et stort energiforbrug.
Udhus til udendørs opbevaring
Ved valg af udhus som opbevaringsplads vil en dør med en fri passagebredde på mindst 0,87 meter give mulighed for let adgang med tunge redskaber og for eksempel en tvillingebarnevogn eller el-scooter, se figur 9.
Arealer eller rum til opbevaring udendørs er også relevante for fritliggende enfamiliehuse og sommerhuse, fx i forbindelse med en garage eller carport.
Figur 9. Pladsbehov ved indretning af udhus til udendørs opbevaring og parkering af for eksempel el-scooter eller barnevogn i tilknytning til sammenbyggede enfamiliehuse.
2.7 Affaldshåndtering udendørs
Krav om affaldshåndtering
Affaldssortering i den enkelte husstand er et stigende krav og afføder behov for plads til beholdere til de forskellige affaldsfraktioner. De enkelte kommuner har på basis af affaldsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 1309, 2012) udarbejdet kommunale regulativer med specifikke forhold vedrørende sortering, beholdere og deres placering samt afhentning eller aflevering på genbrugsplads.
Hvis affald skal afhentes, stilles der generelt krav til udformningen af adgangsvejen frem til pladsen med affaldsbeholderne. Den skal have jævn og fast belægning, være uden trin eller stigninger, skal have en passende bredde og frihøjde samt være uden forhindringer, fx biler eller cykler.
De kommunale krav til affaldssortering og -håndtering kan også have indflydelse på affaldssorteringen indendørs og på antal, placering og udformning af affaldsbeholdere i køkken og bryggers, se også afsnit 3.6.4, Køkken, og 3.6.5, Bryggers.
Affaldsbeholdere
Afhængig af de lokale forhold skal der beregnes plads til flere beholdere til forskellige typer husholdningsaffald, som bliver afhentet af den kommunale affaldsordning. En enkelt husstand kan have op til seks af denne art. På denne baggrund kan det også af æstetiske hensyn være relevant at tænke affaldshåndteringen ind i indretningen af boligens omgivelser. I visse kommuner, og hvis forholdene er til det, kan for eksempel beholdere til glas og metal deles mellem naboer.
Beholderne kan eksempelvis måle 0,6 meter i bredden og 0,75 meter i dybden og have en højde på 1,15 meter. Figur 10 viser eksempel på indretning af et indhegnet område med tre affaldsbeholdere.
Derudover bør der udendørs indregnes plads til midlertidig opbevaring af affald, der skal afleveres i genbrugsbeholdere i nærområdet eller på den lokale genbrugsstation. Afhængig af affaldets art bør den midlertidige opbevaring ske under tag, beskyttet for regn, så affaldet kan genbruges i videst muligt omfang. Desuden kan beholdere som bare står frit væltes af dyr eller blæst.
Figur 10. Eksempel på pladsbehov ved indhegnet område med tre affaldsbeholdere (SINTEF Byggforsk, 2002).
2.8 Parkering af biler og cykler
Krav til parkeringsarealer
Der skal afsættes tilstrækkelige arealer til parkering af biler, motorcykler og cykler m.m. ved småhuse (BR10, kap. 2.4.2). Det inkluderer etablering af et passende antal parkeringspladser til handicapparkering af biler.
Kravet om handicapparkering gælder ikke for fritliggende enfamiliehuse samt for sommerhuse i sommerhusområder. Bestemmelserne bør dog også anvendes ved fritliggende enfamiliehuse, som anvendes til erhverv, samt ved sommerhuse med udlejning som formål.
Krav og anbefalinger til etablering af parkeringspladser fremgår af tabel 8.
Tabel 8. Krav i henhold til BR10, kap. 2.4.2 og anbefalinger til etablering af parkeringspladser ved småhuse.
Areal til | Fritliggende enfamiliehuse | Sammenbyggede enfamiliehuse | Sommerhuse i sommerhusområder |
|---|---|---|---|
Parkering af biler, motorcykler, cykler m.m. | Krav | Krav | Krav |
Handicapparkering af biler | Anbefaling 1) | Krav | Anbefaling 1) |
- Etablering af handicapparkering anbefales ved fritliggende enfamiliehuse, som også anvendes til erhverv, samt ved sommerhuse med udlejning til formål.
Udformning af parkeringsarealer
Antal parkeringspladser til personbiler ved fritliggende enfamiliehuse og ved sammenbyggede enfamiliehuse fremgår ofte af lokalplaner, men som rettesnor kan anvendes, at der ved enfamiliehuse skal anlægges to parkeringspladser pr. bolig og ved række- og kædehuse 1-1,5 pr. bolig.
Antallet af handicappladser afpasses parkeringsanlæggets størrelse. For eksempel anbefales en handicapplads til almindelige biler (3,5 × 5,0 meter) og en til kassebiler (4,5 × 8,0 meter) til anlæg med op til 25 parkeringspladser (www.sbi.dk/tilgaengelighed/tjeklister).
Både ved fritliggende og ved sammenbyggede enfamiliehuse bør der etableres fælles overdækkede parkeringspladser, fx en carport, eventuelt i kombination med aflukket skur til cykler, barnevogn, have- og sportsudstyr m.m. En overdækket parkeringsplads bør udføres tilstrækkelig stor, så der også er plads til for eksempel udendørs tøjtørring. Under overdækninger bør der være en frihøjde på mindst 2,10 meter. Dog kan en kassevogn med fuld, indendørs ståhøjde kræve en frihøjde på 2,60 meter.
På længere sigt forventes elbiler i stigende grad at vinde indpas. Plads til opstilling af ladestation til opladning af elbiler bør derfor også overvejes.
Cykler kan optage en del plads, fx i form af ladcykler, cykelanhængere, trehjulede voksencykler eller el-scootere. Parkering af cykler bør være tæt på boligens indgang, og beskyttet for regn og sne, fx i udhus eller under overdækningen sammen med bilen.
Vejledende størrelser på parkeringspladser for forskellige typer køretøjer fremgår af tabel 9. Arealbehov til parkering af almindelige cykler er vist i figur 11.
Tabel 9. Vejledende størrelser på parkeringspladser ved 90° parkering (uden manøvreareal).
Bredde [m] | Længde [m] | Anbefalet frihøjde [m] | |
|---|---|---|---|
Personbil | 2,5 | 5,0 | 2,1 |
Handicapplads til personbil | 3,5 | 5,0 | 2,1 |
Handicapplads til kassevogn | 4,5 | 8,0 | 2,61) |
Motorcykel | 1,0 | 2,0 | 2,1 |
Cykel | 0,6 | 2,0 | 2,1 |
Ladcykel | 1,0 | 2,0 | 2,1 |
3-hjulet voksencykel | 1,0 | 2,0 | 2,1 |
Cykel m. anhænger | 1,0 | 3,5 | 2,1 |
- For at overholde byggeretten må garage/carport højst være 2,5 meter høj, hvis den placeres mindre end 2,5 meter fra skel (5 meter ved sommerhuse), jf. figur 4. For at sikre en frihøjde på 2,6 meter skal garage/carport enten placeres længere væk fra skel, alternativt skal der opnås godkendelse fra bygningsmyndighederne til en større højde.
Figur 11. Basismål for parkeringsareal til almindelige cykler (Dansk Cyklist Forbund, 2007).