3 Boligens indretning
For at opnå en hensigtsmæssig indretning eller brugsmæssig kvalitet af småhuse, bør de planlægges, så de kan anvendes af alle typer beboere og deres besøgende i flere livssituationer. Afhængig af ønsker og behov kan det være relevant at indrette småhuset med en eller to etager. I den sammenhæng spiller udformning af en intern trappe en stor rolle både funktionelt og arkitektonisk. Rummenes indbyrdes placering og deres størrelse skal gennemtænkes, dels i forhold til hvilke funktioner, som boligen skal rumme, men også for at opnå en hensigtsmæssig placering af installationer og føringsveje. Rummenes størrelse skal også sammentænkes med lofthøjden. Placering af døre og vinduer har betydning for møbleringsmuligheder, fremkommelighed, lysforhold og udsyn.
3.1 Generelle krav
Bygninger skal udformes og indrettes, så der under hensyn til deres anvendelse opnås tilfredsstillende forhold med hensyn til sikkerhed, sundhed, tilgængelighed og anvendelse for alle samt renholdelse og vedligeholdelse (BR10, kap. 3.1, stk. 1).
Det udløser en række krav til indretning af boligens rum, som er beskrevet i de efterfølgende afsnit 3.4 til 3.6.
En bolig skal i henhold til BR10 være udformet på en sådan måde, at de enkelte rum har en størrelse og udformning, så både boligen som helhed og de enkelte rum er hensigtsmæssige under hensyn til den tilsigtede brug (BR10, kap. 3.3.1, stk. 1).
Dette siger ikke nødvendigvis ret meget om boligens brugsmæssige kvalitet for beboere eller besøgende, men grundlæggende skal en bolig være hensigtsmæssigt udformet i forhold til at opfylde helt centrale behov med plads til at sove, spise, lave mad, slappe af og til personlig hygiejne. Det betyder, at boligen skal rumme soverum eller plads til en seng, køkkenfaciliteter, opholdsareal og wc- og baderum (BR10, kap. 3.3.1, stk. 2).
De overordnede funktionskrav til boligers indretning i BR10 suppleres af enkelte detailkrav, der er bestemmende for boligens overordnede rumdimensioner og muligheder for indretning. I det omfang BR10 indeholder specifikke krav til boligens indretning, fremgår det af de efterfølgende afsnit om boligens enkelte rum.
Specifikke retningslinjer for indretning af en bolig for personer, der benytter rollator eller manuel kørestol, er beskrevet i SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).
Krav til adgangsforhold og forhold vedrørende udendørs opholdsarealer i tilknytning til småhuse er behandlet i afsnit 2, Boligens omgivelser.
3.2 Bolig i et eller to plan
Valg mellem bolig i ét eller to plan kan rumme både funktionelle og indretningsmæssige fordele og ulemper, som bør indgå i overvejelserne.
Således skal føringsveje for vand og afløb, varme og ventilation tænkes med, når boligen disponeres. Den indbyrdes placering af boligens rum har stor betydning for, hvor meget plads der skal afsættes til føringsveje i gulvkonstruktion, loftrum og etageadskillelser, herunder plads til isolering af varmeførende rør. Det gælder særligt for huse i to plan, hvor der ofte vil være bade- og wc-rum på begge etager, som i så fald bør placeres over hinanden for at undgå, at for eksempel faldstammen skal føres i etageadskillelsen. Disse forhold er nærmere beskrevet i afsnit 3.8, Disponering af installationer og føringsveje.
Bolig i et plan
En bolig i et plan kan:
- Være en fordel for en småbørnsfamilie, hvor børn foretrækker at opholde sig nær resten af familien. Og hvor en trappe kan være en barriere og udgøre en risiko for fald.
- Have bedre sammenhæng mellem rummene og mellem rum og udearealer.
Eksempler på indbyrdes placering af rum i en bolig i ét plan er vist i figur 12.
Figur 12. Eksempler på placering af rum i étplans småhus.
Bolig i to plan
En bolig i to plan kan:
- Ved en opdeling af boligens opholdsrum sikre større privatliv for både børn og voksne, når børnene bliver ældre.
- Kræve toilet og eventuelt også bad på begge etager, hvilket kan forøge byggeomkostningerne.
- Eventuelt opdeles i to mindre boliger afhængig af trappens placering i forhold til boligens øvrige rum, opholdsrummenes størrelse og indbyrdes placering og forberedelse for installationsføring til 1. sal.
- Være et middel for ældre beboere til at holde sig fysisk i gang, fordi de er nødt til at bruge trappen. Men trappen kan også være en barriere og udgøre en faldrisiko.
- Energiteknisk være bedre end et hus i et plan, da det typisk har en mere kompakt form med et mindre facade- og tagareal.
En bolig i to plan skal som minimum have et wc-rum med niveaufri adgang i stueetagen. Rummet skal have en hensigtsmæssig indretning og størrelse, se afsnit 3.6.6, Bade- og wc-rum.
Disponeres boligen over flere etager, er trappens placering og gangareal afgørende for udnyttelsen af en 1. sal. Lange smalle rum med skrå vægge bør undgås for at sikre, at rummene kan møbleres og udnyttes fornuftigt. En trappe i en bolig i to plan optager typisk 6-7 m2 på hver etage, når både trappeløb og repos regnes med. Samtidig er trappen et arkitektonisk element i boligen. Se nærmere i afsnit 3.7, Trapper i boligen.
Eksempel på indbyrdes placering af rum i en bolig i to plan er vist i figur 13.
Figur 13. Eksempel på indbyrdes placering af rum i toplans småhus.
3.3 Fleksibilitet af boligen
3.3.1 Den fleksible bolig
Uanset om boligen indrettes i et eller to plan, stilles der i dag andre krav til den brugsmæssige kvalitet af en bolig end tidligere. Hverdags- og arbejdslivet har ændret sig, familiestrukturer er under forandring med mange opbrud, flere små husstande, nye familiekonstellationer og nye samlivsformer til følge. At boligen kan rumme, at en eller flere beboere har mulighed for at arbejde hjemmefra, kan også være af betydning.
Det er således afgørende at gøre sig grundige overvejelser om sine behov i forhold til antal rum, deres indbyrdes placering m.m. Ikke blot her og nu, men også et antal år frem. Det er kun 20 % af alle husstande, som er kernefamilier (Nykredit, 2011). Overvejelser om boligens egnethed set i forhold til menneskers funktionsevne gennem livet bør også tages med i betragtning.
Denne udvikling stiller krav til fleksibiliteten af en bolig og dermed til rummenes funktion og størrelse, deres indbyrdes placering, samt behovet for faciliteter uden for boligen til opbevaring, cykelparkering m.m.
Fleksibilitet i boligen kan opnås på flere måder, for eksempel ved at:
- Rummenes og boligens størrelse kan øges og mindskes efter behov efter beboernes livssituation (familiesammensætning og alder). Den bærende konstruktion samt konstruktion og placering af føringsveje, vægge og døre har betydning for boligens fleksibilitet.
- Funktioner ikke er låst til et bestemt rum, men at rummene kan anvendes på flere måder efter behov. Størrelsen på boligens opholdsrum bør derfor overvejes. Rum på under 10 m2 er ikke hensigtsmæssigt.
I en bolig skal flere aktiviteter kunne foregå på samme tid, fx leg, huslige aktiviteter, arbejde, uden at genere hinanden unødigt. En placering af børneværelser og en voksenafdeling med soveværelse og eventuelt et arbejdsværelse på hver side af et eller flere fællesrum, kan give brugsmæssige fordele, såsom en akustisk adskillelse og en vis grad af privathed til familiens store børn.
3.3.2 Indretning efter livsfaser
En bolig kan indrettes fleksibelt, så det er muligt at tilpasse den til ændringer i en persons eller families forskellige behov gennem tiden og dermed øge boligens brugsmæssige kvalitet.
Boliger til småbørnsfamilier stiller krav til plads og indretning til nødvendigt udstyr som barnevogn m.m., men også til den indbyrdes placering af de enkelte rum. Mens familien har små børn, kan det være hensigtsmæssigt, at børnenes rum er placeret tæt på boligens øvrige sove- og opholdsrum, se figur 14a.
Som børnene vokser op, kan afstanden mellem rummene øges frem til teenagealderen, hvor rum med egen indgang kan være en god ide, se figur 14b og figur 14c.
Når børnene er flyttet hjemmefra, kan denne del af boligen eventuelt udlejes som for eksempel studiebolig, se figur 14d. For at muliggøre udlejning kan det overvejes at forberede etablering af ekstra køkken og/eller toilet ved at lægge ekstra rør ind til vand- og afløbsinstallationer.
Figur 14. Rum og rumforbindelser kan placeres, så de tilpasses beboernes skiftende behov. Bade- og wc-rum er ikke vist.
- Småbørnsfamilie.
- Familie med større børn.
- Familie med teenage-børn. d) Mulighed for udlejning af værelse med tekøkken.
3.3.3 Fleksibilitet af enkeltrum
Brugsmæssig fleksibilitet opnås ved at disponere boligen, så det enkelte rum ikke er bundet til en funktion, men at det over tid både kan bruges og møbleres på flere måder, fx som børneværelse, soveværelse, arbejdsværelse eller en udvidelse af boligens fælles opholdsarealer.
Der kan skabes flere brugsmuligheder ved at disponere boligen, så rum ved siden af hinanden kan anvendes hver for sig og i sammenhæng. Et mindre børneværelse eller arbejdsværelse kan ved at ligge op ad stuen bidrage med volumen og rumlig variation til stuen, hvis det er muligt at åbne mellem de to rum med en stor åbning eller en skydedør. Alternativt, at de to rum er adskilt med en ikke-bærende væg, som kan fjernes, hvis behovet for en mere åben indretning opstår.
Fleksibilitet af denne art stiller krav til konstruktionerne i huset og til placering af installationer og føringsveje. Desuden må en sådan fleksibilitet ikke opnås på bekostning af den akustiske kvalitet af boligen. Det skal derfor sikres, at rummene er lydisoleret tilstrækkeligt fra hinanden, når skydedøren er lukket.
3.4 Døre og vinduer
3.4.1 Funktion og placering
Placering af døre og vinduer har sammen med proportionerne af et rum i boligen en afgørende betydning for, hvordan rummet kan møbleres. Samtidig skal døre have en vis bredde og dørtrin være så lave som muligt for at sikre fremkommeligheden i boligen, mens størrelsen og placeringen af vinduer har betydning for dagslysforhold og udsyn.
Ved at disponere boligen, så den har facade mod både øst og vest, skabes der mulighed for at få sollys ind i boligens rum i løbet af hele dagen. Køkken og stue kan have glæde af at ligge orienteret mod syd og vest og dermed have mulighed for sollys om eftermiddagen og aftenen. Soverum kan derimod med fordel placeres mod øst, så der kommer morgensol ind i rummet, og det ikke er alt for opvarmet om aftenen ved sengetid. Sollys kan føre til høje temperaturer indendørs og dermed et øget behov for ventilation og udluftning.
I opholdsrum kan døre og vinduer også have funktion som redningsåbning i tilfælde af brand (Energistyrelsen, 2012).
3.4.2 Døre
Krav til døre
Døre i boligens adgangsetage skal have en fri passagebredde på mindst 0,77 meter og dørtrin må maksimalt være 25 mm høje i forhold til gulvniveau (BR10, kap. 3.2.1, stk. 4 og kap. 3.3.3, stk. 1). Tilgængeligheden kan øges ved at reducere højden af dørtrin yderligere ved anvendelse af forsænkede bundstykker.
Dørens konstruktion og dørbladets tykkelse betyder ofte, at døre med modulmål 9M giver en mindre passagebredde end 0,77 meter, særligt ved lyddæmpende døre eller branddøre. Det gælder også skydedøre. I så fald er det nødvendigt med en 9½M eller 10M dør eller eventuelt bredere. Hvis huset skal tage højde for kørestolsbrugere, bør det indrettes med en fri passagebredde på mindst 0,87 meter. Den fri passagebredde ved døre måles som vist i figur 15.
Forhold vedrørende indendørs friarealer ved døre er vist i afsnit 3.6.2, Adgangsrum.
Der kan være krav til døres brandmodstandsevne, se afsnit 6.1 vedrørende brandkrav for indvendige vægge.
Figur 15. Basismål for hængslet dør og skydedør med angivelse af krav til fri passagebredde og højde på dørtrin (BR10, kap. 3.2.1,stk. 4).
Indretning ved døre
En afstand på 0,3-0,4 meter mellem dør og hjørne i rummet giver plads til en bogreol, der går om bag døren. En afstand mellem dør og hjørne på 0,6-0,7 meter giver plads til et skab og en afstand mellem dør og hjørne på 1,0 meter giver mulighed for at placere en seng, se figur 16.
Figur 16. Pladsbehov for møbler placeret mellem dør og væg.
- En dør tæt ved et hjørne kan stå åben uden at være i vejen. Afstand dør-væg 10 cm.
- Afstand dør-væg på 40 cm giver plads til reol.
- Afstand dør-væg på 70 cm giver plads til skab.
- Afstand dør-væg på 100 cm giver plads til seng. Afstand på 150 cm giver også plads til
sengebord.
3.4.3 Vinduer
Krav til vinduer
Beboelsesrum og køkken i en bolig skal have vinduer, der sikrer, at rummene er velbelyste med dagslys og giver beboerne mulighed for at se ud på omgivelserne (BR10, kap. 6.5.2, stk. 1-2).
Derudover stilles der krav til vinduets energitekniske ydeevne (BR10, kap. 7.6).
Orientering og energiforbrug
Orientering af opholdsrum og vinduer mod dags- og sollys kan medvirke til at skabe trivsel i boligen og både mindske energiforbrug til opvarmning og behov for kunstlys. Omvendt kan for mange store vinduer give problemer med overophedning om sommeren, hvis ikke der er mulighed for solafskærmning eller udluftning.
Energiforbruget kan potentielt reduceres, hvis husdybden øges og boligens overflade i forhold til antal kvadratmeter reduceres. Men det er vanskeligt at få dybe rum velbelyst med dagslys via vinduer i facaden, og behovet for kunstlys stiger tilsvarende. Ved dybe, høje rum kan vinduer i facaden kombineres med ovenlysvinduer for at øge dagslysindfaldet bagerst i rummet.
Regler for dagslys
Almindeligvis anses et beboelsesrum eller køkken for at være tilstrækkeligt belyst, når glasarealet svarer til mindst 10 % af gulvarealet, hvis dagslyset kommer gennem vinduer i facaden, eller mindst 7 % af gulvarealet, hvis dagslyset kommer gennem ovenlys (Vejl. BR10, kap. 6.5.2, stk. 1). Det forudsætter, at ruderne har en lystransmittans på 0,75, dvs. at 75 % af lysstrålerne når gennem ruden. Hvis lystransmittansen er lavere, skal glasarealet øges forholdsmæssigt. Det samme gælder, hvis boligen er placeret, så omgivelserne skygger væsentligt for dagslysadgangen til vinduerne. Bemærk, at kravet til belysning refererer til glasarealet, og at selve vinduesarealet skal være væsentlig større, da en stor del af vinduet udgøres af ramme og karm. Hvis ikke vinduestypen kendes på projekteringstidspunktet, bør der regnes med, at op til 30 % af vinduesarealet udgøres af ramme og karm.
Men velbelyste rum er ikke kun et spørgsmål om mængden af dagslys. Det drejer sig i lige så høj grad om lysets fordeling i rummet, som er bestemt af vinduets form og placering. Derfor bør vinduernes udformning og placering overvejes i forhold til rummets brug, rumhøjde og rummets dybde. For eksempel vil dagslys spredes langt ind i høje rum, hvis vinduernes overkarm placeres tilsvarende højt, hvorved behovet for kunstlys nedsættes.
Retningslinjer for proportionering af rum med vindue i en side, så der opnås en god dagslysfordeling, er vist i figur 17.
Figur 17. En god lysfordeling i rum med vindue i en side opnås, når forholdet mellem rumdybde og højde fra til gulv til overkant vindueshul ligger mellem 2:1 og 3:1 (Valbjørn et al., 2000).
Placering af vindue
Det har ingen betydning for dagslysindfaldet, om vinduet er placeret i flugt med yder- eller indersiden af ydervæggen. Men et vindue placeret langt ude i ydervæggen vil være relativt hårdt belastet i forhold til vejrliget, ligesom det giver en øget opvarmning af glasset og dermed rummet bagved. Omvendt kan refleksionen fra karmen omkring et yderligt placeret vindue tilføre mere reflekteret lys til rummet afhængig af det materiale, karmen er lavet af, og vindueskarmen kan yderligere give plads til opbevaring. Ved store vægtykkelser bør vinduerne ikke være for smalle, fordi både dagslysindfald og udsyn reduceres væsentligt af de dybe vindueslysninger.
Af hensyn til udsigten, herunder forholdet mellem forgrund og himmel, bør vinduets underkant som udgangspunkt være 0,8-1,1 meter over gulvplanet, se figur 18. For at børn og lavt siddende personer kan se ud, kan en brystningshøjde på 0,7 meter dog være aktuel. I soveværelset vil en altandør eller et vindue med endnu lavere brystningshøjde tillade udkik fra liggende stilling, hvilket ofte vil have stor betydning for sengeliggende.
Figur 18. Retningslinjer for brystningshøjde og placering af vandrette sprosser, så der tages hensyn til udsyn for personer i forskellige positioner.
3.5 Lofthøjde og -overflader
Krav til lofthøjde
Beboelsesrum og køkken skal udformes med en tilfredsstillende lofthøjde. (BR10, kap. 3.3.1, stk. 5).
For småhuse betyder det en lofthøjde – målt fra overside gulv til underside loftbeklædning – på mindst 2,3 meter. Det må dog betragtes som et absolut mindstemål, og lofthøjden bør i videst muligt omfang være mindst 2,5 meter. Ved trapper i boligen skal man være opmærksom på, at lofthøjden over trappe og repos ikke kommer under 2,1 meter.
Hvis loftet ikke er vandret, måles højden som gennemsnitshøjden, og kun frie højder på 2,1 meter og derover medregnes. I rum med skråvægge kan kravet opfyldes med en fri lofthøjde på mindst 2,3 meter over mindst 3,5 m² af gulvarealet.
Rumlig kvalitet
Lofthøjden har stor betydning for boligens rumlige kvalitet og bør afstemmes efter rummenes øvrige proportioner og karakter, herunder rumdybder, rumstørrelser og vinduesplacering. Der vil derfor ofte være behov for større lofthøjde i en bolig med store rum end i en bolig med små rum.
I boliger i flere plan kan der opnås større lofthøjde i fælles opholdsrum ved eksempelvis at have områder med dobbelthøje rum. På etager under taget kan der laves loft til kip.
Stor lofthøjde kan også kombineres med indskudte etager (hemse). Hvis hemsen har et gulvareal større end 4,5 m2, tæller den med til etagearealet og skal opfylde kravene til et beboelsesrum, fx adgang til dagslys, redningsåbninger, ventilation, lofthøjde m.m. (BR10, kap. 3.3.1, stk. 8 og bilag 1, B.1.1.3, stk. 3). Hemse mindre end 4,5 m2 betragtes ikke som selvstændige beboelsesrum, medmindre der er flere af dem, og de er internt forbundne.
Indeklima og brand
En øget lofthøjde og dermed øget rumvolumen forbedrer normalt indeklimaet, især luftkvalitet og dagslysforhold. Effekten kan opnås uden at hæve lofthøjden til over 2,8 meter. En øget lofthøjde kan desuden fremme naturlig ventilation ved at lette termisk opdrift. Til gengæld kan det større rumvolumen øge boligens energiforbrug til opvarmning.
Lofthøjden har også en betydning i tilfælde af brand. En høj lofthøjde mindsker risikoen for en hurtig røgforgiftning.
Akustisk indeklima
Der er ikke i BR10 krav til de akustiske forhold i beboelsesrum, men i praksis opleves der i større, højloftede rum omfattende problemer med lav taleforståelighed og høje støjniveauer fra aktiviteter. Dette er særligt aktuelt i rum med hårde overflader og stor lofthøjde, herunder dobbelthøje rum. I småhuse er det særligt et problem i køkken/alrum med loft til kip.
Der bør afhængig af rummets størrelse tilstræbes en efterklangstid på omkring 0,5 sekunder i det møblerede rum. Dette kan opnås ved anvendelse af lydabsorberende overflader i rummet. God efterklangstid opnås primært ved at beklæde loftet med et lydabsorberende materiale, fx perforerede, gipsbaserede loftplader, træbeton eller andre materialer med en god lydabsorption. Eksempler på placering af lydabsorberende elementer er vist i figur 19.
Hvis lydabsorberende lofter alene ikke er tilstrækkeligt til at opnå tilfredsstillende akustiske forhold, kan der suppleres med felter af lydabsorberende paneler på vægflader eller lydabsorberende gulvflader, fx tæpper.
Regler og retningslinjer for beklædning af loft- og vægflade, herunder særligt brandkrav, er beskrevet i efterfølgende afsnit 4, 5 og 6 om vægge og etageadskillelser.
Figur 19. Eksempler på mulige placeringer af lydabsorberende elementer for at opnå gode akustiske forhold i store rum med højt til loftet. Lydabsorberende lofter, der eventuelt er suppleret med mindre lydabsorbenter på andre overflader, bør anvendes. Lydabsorberende loft kan også anbefales i rum uden loft til kip, særligt i rum med hårde gulvflader.
3.6 Boligens rum
3.6.1 Generelle krav
I BR10 stilles krav om, at boligen indeholder (BR10, kap. 3.3.1, stk. 2):
- Beboelsesrum, fx stue og soveværelse
- Køkken
- Bade- og wc-rum,
og der stilles en række detailkrav til disse rum.
Det er hensigtsmæssigt at placere installationstunge rum som køkken, bryggers og wc-baderum tæt sammen, så rørføringer bliver kortest mulige, se også afsnit 3.8, Disponering af installationer og føringsveje.
Gulvet i beboelsesrum og køkken må ikke ligge lavere end terrænet udenfor (BR10, kap. 3.3.1, stk. 6). Dette betyder, at beboelse i kælder ikke er tilladt. Kælderen defineres som en etage, der er helt eller delvist under terræn (jordniveau). Det er dog tilladt at placere huset som vist i figur 20, hvor gulvet langs en vinduesvæg i et beboelsesrum eller køkken ligger over terrænet, mens gulvet ellers ligger under terræn.
Krav til udformning, der vedrører redning af personer via redningsåbninger, er beskrevet i Eksempelsamling om brandsikring af byggeri (Energistyrelsen, 2012). Derudover er der krav til ventilation af forskellige rum afhængig af funktion (BR10, kap. 6.3.1.2).
Figur 20. Eksempel på placering af bygning i forhold til terræn, hvor dele af gulvet er under terræn. Placeringen accepteres i henhold til BR10, da gulvet langs en hel vinduesvæg ligger over terræn.
3.6.2 Adgangsrum
Krav til adgangsrum
Boligens vindfang, forstue, gange og lignende adgangsrum skal indrettes på en sådan måde, at de i deres fulde bredde kan passeres uhindret (BR10, kap. 3.3.4, stk. 1).
Indretning af adgangsrum
Tilstrækkelig bredde i adgangsrum er afgørende for en boligs funktionalitet. En fri bredde på 1,0 meter kan opfylde kravet til indretning af adgangsrum og gør, at to gående kan passere hinanden uden besvær. Hvis der er døre eller skabsdøre, er en gangbredde på 1,3 meter nødvendigt. Desuden bør opholdsrum indrettes, så der opnås ganglinjer med en bredde på mindst 1,0 meter.
Hvis en person skal kunne hjælpe en anden med at tage overtøj på, kræves en bredde på mindst 1,3 meter.
Store gangbredder kan opfattes som spildplads, men hvis man vil spare kvadratmeter, er det bedre at indrette huset med korte møblerbare gange end ved at indsnævre gangbredder.
Vind, træk og kulde kan komme lige ind i opholdsrum, hvis man ikke har en dør mellem entre og boligens opholdsarealer. Et ankomst-rum i form af et vindfang, der ikke står i åben forbindelse med resten af boligens rum, kan modvirke sådanne gener.
Ved disponering og indretning af boligens adgangsrum bør der sikres garderobeplads til sko, overtøj og vådt overtøj, der er afpasset det mulige antal beboere i boligen.
Udvalgte krav og anbefalinger for afstande ved indretning af adgangsrum og gange i småhuse er vist i figur 21. Se også krav vedrørende udendørs ankomstarealer i afsnit 2.4, Niveaufri adgang og tilkørselsarealer.
3.6.3 Beboelsesrum
Krav til beboelsesrum
De enkelte rum skal have en sådan størrelse og udformning, at både boligen som helhed og de enkelte rum er hensigtsmæssige under hensyn til den tilsigtede brug (BR10, kap. 3.3.1, stk. 1).
Indretning af beboelsesrum
Et beboelsesrum bør være ca. 12-14 m2 for at rumme plads til et skab og en dobbeltseng med adgang fra begge sider. Et areal på ca. 10-13 m2 er tilstrækkeligt, hvis rummet kun skal indeholde en enkeltseng samt sikre plads og mulighed for at have for eksempel et bord, separat TV og reoler i rummet. Rum med en mindstestørrelse på ca. 10-13 m² kan bruges til forskellige formål igennem boligens levetid. Det har også betydning, den dag boligen skal sælges.
Figur 21. Udvalgte krav og anbefalinger for afstande ved indretning af adgangsrum i småhuse.
En opholdsstue i en bolig til 1-2 personer bør være mindst 3,5 meter bred og have et gulvareal på mindst 20 m2 for både at kunne rumme møbler og gangarealer i rummet. Hvis boligen er til 3-5 personer bør den være mindst 4,2 meter bred og have areal på ca. 26 m2 (SINTEF Byggforsk, 2005a).
Der bør sikres flere gode møbleringsmuligheder i samme rum ved at skabe god plads til de forskellige funktioner, som rummet skal huse, og en hensigtsmæssig placering af både døre og vinduer.
For at sikre flere gode møbleringsmuligheder skal også ganglinjer og passager igennem beboelsesrum overvejes. Ganglinjer igennem et rum har betydning for møbleringsmulighederne og hvor i rummet, det er rart at opholde sig. Yderligere bør plads til bogreoler og andre møbler, som kræver vægplads, være tænkt med i møbleringsmulighederne i både enkeltrum og i de fælles opholdsarealer.
For at gøre boligen egnet for alle bør mindst et beboelsesrum kunne nås uden trin. Hvis boligen skal anvendes af en eller flere beboere med nedsatte funktionsevner, fx kørestolsbruger, bør både køkken og et soverum ud over beboelsesrummet kunne nås uden trin. Desuden bør disse rum samt bade- og wc-rum have tilstrækkelig størrelse, at anvendelse af hjælpemidler som rollator og mindre kørestol er mulig, se SBi-anvisning 249, Tilgængelige boliger – indretning (Sigbrand & Jensen, 2015).
3.6.4 Køkken
Krav til indretning
En bolig skal indeholde et køkken, enten som et selvstændigt rum, eller i forbindelse med beboelsesrum, eller som en kogeniche i boliger på under 50 m² (BR10, kap. 3.3.1, stk. 3).
Køkkenet skal være indrettet, så køkkenarbejdet kan foregå på en hensigtsmæssig og betryggende måde (BR10, kap. 3.3.1, stk.7).
Indretning af arbejdsplads
Et køkkens funktionalitet afhænger især af størrelse, udformning og mængden af inventar og udstyr. Størrelsen er vigtigere end udstyr, som eventuelt kan suppleres, hvis der er plads til det.
Jo flere der bor i boligen, jo flere bruger og arbejder i køkkenet. Tabel 10 giver vejledende mål på, hvor meget arbejdsplads, der er brug for.
Tabel 10. Vejledende mål på arbejdsplads langs køkkenbord (Ranten, 1991).
Antal beboere i boligen | Samlet minimumlængde af arbejdsplads langs køkkenbord, inkl. komfur og vask |
|---|---|
1-2 3-4 5-6 | 3,4 meter 4,2 meter 5,0 meter |
Der bør være plads til tre arbejdspladser ved køkkenbordet:
- Tilberedningsplads
- Opvaskeplads
- Kogeplads.
De tre arbejdspladser kan med fordel være placeret ved en sammen-hængende køkkenbordplade, se figur 22a og figur 22b, eller ved en indretning med to parallelle køkkenbordplader (figur 22c). På den måde sikres en så lille afstand mellem de tre arbejdspladser som muligt, uanset behovet for arbejdsplads langs køkkenbordet. Det gælder uanset, om der benyttes faststående køkkenelementer eller mobile køkkenmøbler.
Der bør være plads til at stille fra på hver side af vask samt ved siden af komfur og køleskab. Der bør være en sammenhængende arbejdsplads mellem vask og komfur ved køkkenbordet på 0,8-1,2 meter. Når vask og komfur er placeret ved siden af hinanden eller hen over en 90 graders vinkel, kan en tung varm gryde tages fra komfuret og tømmes i vasken, uden at den skal løftes hen over gulv. Opstilles inventar i en vinkelform, reduceres arbejdspladsen langs køkkenbordet, da kun kan en person kan arbejde i hjørnet, og den inderste skabsplads i hjørnet kun er delvist anvendelig.
Ud for inventar med arbejdspladser eller opbevaring bør der være 1,1 meter fri afstand. Er køkkenborde opstillet parallelt med hinanden, bør afstand mellem dem være 1,2 meter. Det giver mulighed for, at to personer kan komme forbi hinanden uden at støde sammen.
Ovn i bordhøjde 0,9 meter over gulv kan gøre det nemmere at tage varme ting ud af ovnen uden at stå i akavede stillinger.
Pladsbehov og indretning af skabe
Store køleskabe og komfurer er i dag blevet almindelige og noget, mange ønsker. Det er også almindeligt at have en række mindre køkkenmaskiner, fx mikrobølgeovn, kaffebrygger, røremaskine m.m., som alle helst skal være tilgængelige og lige til at benytte.
Standarddybde og bredde på køkkeninventar er omkring 0,6 meter. En større dybde på køkkenbordet kan give plads til køkkenmaskiner uden at optage arbejdsplads. Derudover er opbevaringsplads eller -rum til større mængder kolonialvarer, grøntsager og drikkevarer også et ønske for mange. Alt dette stiller krav til størrelsen og udformningen af køkkenet samt installationer og de tilknyttede rum.
Figur 22. Eksempler på køkkener, der opfylder de vejledende mål på bordlængder samtidig med, at tilberednings-, opvaske- og kogeplads er placeret så tæt på hinanden som muligt.
- Ensidigt køkken med højskabe og 3,4 meter arbejdsplads.
- Vinkelformet køkken med højskabe og 4,0 meter arbejdsplads.
- Parallelt opstillet køkken med vask og komfur på samme side. I alt 5,2 meter arbejdsplads.
En praktisk og tilgængelig løsning på indretning er underskabe med skuffer, som kan trækkes helt ud. Herved er det lettere at nå ting, som står inderst i skabet. Der findes også hjørneskabe, hvor hylderne kan trækkes helt ud eller drejes som en karrusel.
3.6.5 Bryggers
Krav til indretning
BR10 rummer ikke specifikke krav til et bryggers, men dette rum kan bl.a. være med til at opfylde kravet om mulighed for vask af tøj (BR10 kap. 3.3.1, stk. 4).
Bryggerset har oftest selvstændig indgang udefra. Se krav vedrørende adgangsarealer i afsnit 2.4, Niveaufri adgang og tilkørselsarealer og 3.6.2, Adgangsrum.
Indretning af bryggers
Et bryggers med god plads kan aflaste boligens entre, køkken og badeværelse med plads til vasketøj, vaskemaskine, tørrestativ, tørretumbler, fryser og opbevaring samt overtøj m.m.
I bryggerset kan også vvs-komponenter som opvarmningsanlæg placeres, fx bag skydelåger. I så fald skal der beregnes plads til disse komponenter samt tilhørende rørinstallationer, se afsnit 3.8.3, Placering af varmeanlæg og vandinstallationer.
Hel eller delvis kælder under boligen kan være med til at sikre rigelig plads til opbevaring, til installationer samt plads til de ting og aktiviteter, der ellers rummes i et bryggers.
3.6.6 Bade- og wc-rum
Krav til indretning
I boligens adgangsetage skal der være mindst et wc-rum med niveaufri adgang, med en hensigtsmæssig indretning og størrelse og med en håndvask i wc-rummet (BR10, kap. 3.3.2, stk. 1-2).
Ved planlægning af bade- og wc-rum i sammenbyggede enfamiliehuse er der krav til luftlydisolation mellem boliger, som også omfatter bade- og wc-rum. For bade- og wc-rum over 2,5 m2 er der desuden et krav til trinlydniveau, se afsnit 4, Boligadskillende vægge.
Generelle retningslinjer vedrørende udførelse af gulve i vådrum, så bygningsreglementets krav vedrørende vandtæthed og sikkerhed mod fugt- og vandskader er opfyldt, findes i SBi-anvisning 252, Vådrum (Brandt & Morelli, 2015). Der skal for eksempel være fald mod afløb på 1-2 % på hele gulvet i et baderum, der udsættes for jævnlig vandpåvirkning, fx fra et brusebad, under badekar og fast inventar dog mindst 2 %.
Indretning af bade- og wc-rum
Størrelsen af bade- og wc-rum øges ofte i disse år, da mange gerne vil tilføre rummet øget komfort med for eksempel spa- eller badekar, hvileplads og plads til opbevaring af håndklæder m.m. Ved at øge størrelsen vil rummet også have større anvendelighed for børnefamilien og for den ældre og andre med behov for eventuelle hjælpemidler. Hvis badeværelset placeres tæt ved soveværelset, er det nemt at komme til, hvis en beboer bliver syg eller har en funktionsnedsættelse, fx er gangbesværet.
I boliger, der indrettes med to baderum, er det relevant at overveje, i hvilket af baderummene der vil være mest behov for plads til at bade små børn, til gæster, og til brugere af rollator eller kørestol.
Bade- og wc-rum bør placeres mod en ydervæg for at give mulighed for at kunne lufte ud gennem et vindue.
Fri afstand mellem elementer
En fri afstand på 1,1 meter ud for håndvask og wc opfylder ifølge BR10 kravet om en hensigtsmæssig indretning, men større afstand øger komforten. En fri gulvplads på 1,3 × 1,3 meter gør det muligt for to personer at være i rummet på samme tid og giver rimelig plads til rengøring. Ud over fast inventar og fri gulvplads bør der beregnes plads til møblering i baderummet, fx opbevaringsskab, pusleplads. Medmindre boligen rummer et bryggers, hvor der er afsat plads til vaskemaskine og en eventuel tørretumbler, bør der også beregnes plads til disse i baderummet. Et eksempel på indretning med god plads til vaskemaskine (og tørretumbler) m.m. er vist i figur 23.
Ved indretning med fri plads på mindst 1,5 meter ud for installationer samt fri plads på 0,9 meter ved siden af wc’et vil rummet også kunne anvendes ved eventuel brug af rollator eller kørestol. Et bruseområde uden kant eller niveauforskel kan gøre rummet mere fleksibelt i forhold til brug af rollator eller kørestol, men skærper behovet for korrekt fald på gulv mod afløb.
Bade- og wc-rum kan forberedes for senere udvidelse ved gennemtænkte vvs- og el-installationer samt fugtsikring af tilstødende gulv og vægge. For eksempel vil den elektriske tilslutning til et toilet med vaske- og tørrefunktion kræve en afstand på mindst 1,2 meter mellem bruser og selve toilettet for at undgå vand i el-installationen (Bekendtgørelse nr. 12502, 2001).
Figur 23. Størrelser og afstande i badeværelse med god plads og plads til vaskemaskine og evt. tørretumbler.
3.6.7 Indendørs depotrum
Krav
I og uden for sammenbyggede enfamiliehuse skal der være tilstrækkelig plads til opbevaring af tøj, køkkenredskaber og andre brugsting samt cykler og barnevogne m.m. (BR10, kap. 3.3.1, stk. 4).
Udendørs opbevaring er behandlet i afsnit 2.6, Opbevaringsplads udendørs.
Indretning
Ud over opbevaringsplads til de ting, som BR10 anfører, bør der være opbevaringsplads til større ting, der skal opbevares tørt, fx kufferter, soveposer og udstyr til sport og fritidsaktiviteter. Dette kan sikres ved at disponere boligens rum, så der er plads til rummelige skabe i boligens forskellige rum. Et særligt garderoberum eller depotrum med dette formål er en anden løsning og vil give mulighed for mere fleksibel anvendelse af boligens forskellige rum.
3.7 Trapper i boligen
3.7.1 Krav til trapper
Udformning
BR10 indeholder ikke detailkrav til udformningen af trapper i småhuse. En trappe i boligen bør dog leve op til det generelle funktionskrav om at være god at gå på samt til sikkerhed og tilgængelighed (BR10, kap. 3.1, stk. 1). På denne baggrund er en række af de detailkrav og regler for udformning af trapper, som gælder i fælles adgangsveje ved etageboligbyggeri og i offentligt tilgængelige bygninger, relevante som anbefalinger for trapper i småhuse (BR10, kap. 3.2.2) og vil derfor blive anvendt sådan i denne anvisning.
Lydisolation
Trapper i sammenbyggede enfamiliehuse skal opfylde de samme krav til trinlydniveau i naboboliger som gulve og etageadskillelse i boligen. Dette kan stille store krav til projektering og udførelse.
Hvis trapper placeres mod massive boligadskillende vægge, bør de opstilles og monteres på elastiske, lyddæmpende underlag. Trappeløb og reposer skal udføres uden stive forbindelser til boligadskillende vægge, og oplægning og fastgørelse skal være beskrevet og udført omhyggeligt. Hvis der anvendes dobbeltvægge som boligadskillende vægge, er det ikke nødvendigt at tage sådanne hensyn. Forhold vedrørende boligadskillende vægge og krav til lydisolation mellem boliger er beskrevet i afsnit 4, Boligadskillende vægge.
Brandforhold
I småhuse udføres trappers bærende dele, dvs. vanger, trin og reposer, i minimum materiale klasse D-s2,d2 (Energistyrelsen, 2012).
For småhuse med to etager og kælder bør trappen have en brandmodstandsevne EI 60, hvis trappen udgør den brandadskillende bygningsdel mellem kælder og stueetage, se afsnit 6, Indvendige vægge.
3.7.2 Færdsel på trapper
Trappen i boliger bør være afpasset brug og placering i huset, da en trappe både funktionelt og arkitektonisk har stor betydning for boligen.
Færdsel på trin og trapper i boligen er en hyppig årsag til faldulykker. De fleste ulykker sker ved færdsel ned ad trappen, og specielt børn, ældre, gangbesværede samt synshandicappede er udsatte (SINTEF Byggforsk, 2005b).
Udformningen af en trappe i boligen bør planlægges omhyggeligt, så den er god at gå på for alle typer beboere på tværs af aldersgrupper, så risiko for fald og uheld minimeres.
3.7.3 Placering af trappe
Trapper i boligen kan opdeles i følgende kategorier efter hvilke dele af boligen, de forbinder, og hvor ofte de anvendes:
- Trappe, som forbinder etager med opholdsrum, og som ofte benyttes. En sådan trappe skal have hældning og ganglinje, som gør den god og sikker at gå på.
- Trappe til etager uden faste opholdsrum, fx kælder- eller lofttrapper. Der er tale om trapper, som benyttes mindre, og derfor kan udføres relativt stejlere.
- Trappe til en indskudt etage i åben forbindelse med underliggende rum, fx en hemsetrappe, som benyttes i særlige situationer. En sådan trappe kan være både smal og stejl sammenholdt med andre typer af trapper i boligen.
Derudover kan der være niveauforskelle mellem og/eller i rum i boliger, der optages med et til to trin, uden at disse betragtes som en egentlig trappe.
Afhængig af trappens placering kan den opdele en bolig i to adskilte dele eller skabe tæt sammenhæng mellem to rum eller etager. Dette kan give gode rumvirkninger, men kan også være udfordrende både funktionelt og med hensyn til akustik, støj og temperatur.
Eksempelvis kan en trappe, der forbinder en entre eller forstue med et gangareal på første etage, give ugenert adgang til begge etager, men samtidig betyde, at boligen deles op i to adskilte dele på hver sin etage. En trappe, der forbinder to opholdsrum i henholdsvis stueetage og på første sal skaber bedre rumlig og funktionel sammenhæng, men vil også give mere uro og støj mellem etagerne. Det kan også gøre det sværere at styre luftskiftet og opretholde en stabil rumtemperatur.
3.7.4 Trappens elementer og mål
De primære elementer, som har betydning for, at en trappe er god og sikker at gå på, omfatter:
- Trappetrin med en fast trinhøjde (stigning) og trindybde (grund)
- Repos
- Værn
- Håndlister.
Trappens elementer med anbefalede størrelser og afstande gennemgås i de efterfølgende afsnit og er illustreret i figur 24.
Figur 24. Vejledende størrelser og afstande på primære elementer, som har betydning for, at en trappe er god og sikker at gå på (Værn kun vist i en side) (BR10, kap. 3.2.2 og kap. 3.2.3).
Trappetrin
En trappes trin (stigning og grund) bør overholde følgende trapperegel:
2 stigninger + 1 grund = 61-63 cm
Trappereglen er baseret på skridtlængden for en voksen person med gennemsnitlig højde. På ligeløbstrapper, ¼- og ½-svingstrapper bør grunden ikke være mindre end 25 cm målt midt i trappens fri bredde, dog højst 50 cm fra håndliste, og stigningen bør ikke være større end 18 cm. På spindel- og vindeltrapper bør grunden ikke være mindre end 20 cm (BR10, kap. 3.2.2, stk. 4).
Af hensyn til den plads en trappe optager på etagerne, ses trapper i enfamiliehuse ofte udformet med en grund på 22-24 cm og en stigning på 19-20 cm, men dette kan mindske sikkerheden.
En trappe med trin efter reglen:
2 stigninger + 1 grund = 60-62 cm
kan anvendes af personer med en lidt kortere skridtlængde, fx børn og ældre (SINTEF Byggeforsk, 2005b). For eksempel en stigning på 15 cm og en grund på 30 cm.
Ved disponering af boligens indretning bør der derfor afsættes et tilstrækkeligt areal til, at en trappe kan få et fladere, og dermed sikrere forløb.
Ved mindre niveauforskelle bør trappen altid have mindst to sammenhængende trin, da trapper med kun et trin let kan overses og udgøre en snublerisiko.
En intern trappe bør være mindst 80 cm bred målt mellem håndlister eller mellem håndliste og væg, men kan med fordel gøres bredere. På en intern trappe med hyppig færdsel bør trappetrinene have en bredde på mindst 100 cm (Vejl. BR10, kap. 3.2.2, stk. 3). Brede trappetrin gør det muligt for to personer at gå ved siden af hinanden eller passere hinanden og letter transport af møbler mellem etager samt eventuel liggende syge- eller båretransport. Ved trapper med en bredde på mindst 1,1 meter bør der være håndlister i begge sider (Vejl. BR10, kap. 3.2.3, stk. 1).
Trappetrinene bør udformes med lukkede stødtrin som vist i figur 24, for at undgå at mindre børn kan udsættes for uheld, fx ved at klatre på undersiden af eller kravle mellem trinnene, eller at ting eller snavs falder ud og ned. Stødtrin bør gå lodret eller skråt bagud i forhold til trinfladen, så risiko for at hænge fast med foden på trinforkanten ved færdsel opad mindskes.
For at øge sikkerheden ved færdsel på en trappe med hyppig færdsel bør den udformes med lige løb og med en repos. Trapper med skæve trin kan være svære at gå på, især langs indersiden, og kan udgøre en risiko, i særdeleshed ved færdsel nedad.
Der bør i boliger være en frihøjde over trappen på mindst 2,1 meter (Vejl. BR10, kap. 3.2.2, stk. 3) målt i ganglinjen over trinenes forkant, hvilket kan betyde, at en placering langs en ydervæg ikke er hensigtsmæssig på grund af det skrå loft på 1. sal. Hvis trappen er fritstående, bør den afskærmes på bagsiden for at undgå, at der er risiko for at støde ind i trappen, fx ved at sammenbygge trappen med skab eller placere møbler under.
Værn
Ved trapper med mindst tre trin eller ved niveauforskelle over 40 cm bør der sikres mod fald ved opsættelse af værn, hvis trin ikke er afgrænset af væg.
Værn bør have en højde på mindst 0,9 meter, dog på mindst 1,2 meter, hvis åbningen (lysningen) mellem to trappeløb eller mellem trappeløb og væg er over 0,3 meter. Værn bør udformes, så børn ikke kan klatre på det eller komme i klemme mellem eventuelle balustre (Vejl. BR10, kap. 3.2.3). Se figur 24.
Der bør ved top og bund af en åben intern trappe tages højde for, at der kan opsættes låge til børnesikring af trappen.
Håndlister
Der bør være håndlister i begge sider af trappen af hensyn til sikkerheden ved færdsel på trappen og i særdeleshed ved trapper med skæve trin. Håndlister bør sidde i højden 0,8-0,9 meter målt over trinforkanten og bør være gribeegnede, dvs. cirkulære eller ovale i tværsnit, så det er muligt at få god støtte, i særdeleshed ved færdsel nedad (SBi-anvisning 230, kap. 3.2.3).
3.7.5 Trappens form
Trappens form har betydning for, hvor sikker og god den er at gå på.
En trappe optager et vist areal på begge etager, som ikke kan anvendes til andet. Størrelse af dette areal afhænger ud over af trinenes dybde og højde også af selve trappens form.
Trapper kan opdeles i følgende grundtyper efter deres form (HFB, 2012/13):
- Ligeløbstrappe
- ¼-svingstrappe
- ½-svingstrappe
- Spindel- eller vindeltrappe.
Ligeløbstrappe
En ligeløbstrappe forbinder to etager med et lige løb uden drejning på gangretningen på selve trappen. Ligeløbstrappen er en enkel trappe, der optager et relativt lille areal på hver etage, og kan tilføre arkitektonisk kvalitet.
Trods det begrænsede arealforbrug betyder den langstrakte form, at en ligeløbstrappe med sikker stigningsvinkel kræver en stor bredde af et småhus med udnyttet tagetage, hvis trappen placeres på tværs af boligens plan, for at få plads til repos og gangforløb på begge etager.
Trappens lige forløb kan udgøre en risiko ved eventuelt fald på trappen på grund af højden.
Eksempel på ligeløbstrappe er vist i figur 25.
Figur 25. Ligeløbstrappe placeret på tværs af længderetningen i et småhus med udnyttet tagetage, med angivelse af frihøjde over trappen og det areal, som trappen optager. Se figur 24 for håndliste og værn.
¼-svings trappe
En ¼-svings trappe svinger 90 grader og kan udformes:
- Med to lige løb og en repos, hvor drejningen sker.
- Med skæve trin i svinget for at optage selve drejningen og uden repos.
En ¼-svingstrappe med skæve trin:
- Optager ofte mindre areal end andre trapper og kan placeres ud til ydervæggen i hus med udnyttet tagetage, hvor fuld lofthøjde først opnås et stykke inde fra ydervæggen.
- Kan være vanskelig at gå på, især for børn og ældre, og stiller store krav til udformningen af selve trinene.
Eksempel på ¼-svingstrappe med repos er vist i figur 26.
Figur 26. ¼-svingstrappe med repos placeret på tværs af længderetningen i et småhus med udnyttet tagetage med angivelse af frihøjde over trappen og det areal, som trappen optager. Se figur 24 for håndliste og værn.
½-svingstrappe
En ½-svingstrappe svinger 180 grader og kan udformes med eller uden repos. En ½-svingstrappe med lige trin og repos er sikrest at færdes på, men kan optage et relativt større areal end de andre grundtyper af trapper.
Det kan være nødvendigt at placere en ½-svingstrappe med repos på midten et stykke fra ydervæggen for at sikre tilstrækkelig frihøjde ved repos.
Trappens areal kan reduceres, hvis den udformes uden repos, dvs. med skæve trin. Men for at gøre trappen god at gå på kræver det fokus på udformningen af de skæve trin.
Eksempel på ½-svingstrappe med repos er vist i figur 27.
Figur 27. ½-svingstrappe med repos placeret på tværs af længderetningen i et småhus med udnyttet tagetage med angivelse af frihøjde over trappen og det areal, som trappen optager. Se figur 24 for håndliste og værn.
Spindel- eller vindeltrappe
På en spindel- eller vindeltrappe drejer trinene omkring en central akse. Spindeltrappen drejer omkring en søjle (spindel) og vindeltrappen omkring en større åbning.
Særligt spindeltrappens koncentrerede cirkulære form betyder, at arealet, som trappen optager på hver etage, er relativt lille sammenholdt med de andre grundtyper af trapper.
En spindeltrappe kan være et væsentligt arkitektonisk element i en bolig, men kan på grund af trinenes trekantede form også være vanskelig at færdes på. En spindel- eller vindeltrappe bør ikke anvendes i boliger, hvor der er behov for hyppig færdsel mellem etagerne.
Eksempel på spindeltrappe er vist i figur 28.
Figur 28. Spindeltrappe i småhus med udnyttet tagetage med angivelse af frihøjde over trappen og det areal, som trappen optager. Se figur 24 for håndliste og værn.
3.8 Disponering af installationer og føringsveje
3.8.1 Installationer i småhuse
Dette afsnit beskriver de overordnede regler og anbefalinger for installationers føringsveje, som er relevante ved indretning af småhuse.
Typer af installationer
De tekniske installationer i et småhus kan opdeles i følgende typer efter funktion:
- Vandinstallationer til koldt og varmt brugsvand
- Afløbsinstallationer til spildevand
- Varmeinstallation
- Ventilationssystem til mekanisk, naturligt eller hybrid ventilation, og evt. radonsug
- El- og data-installation.
Krav til installationer
Regler for installationer er i BR10 overordnet formuleret som en række funktionskrav, der skal sikre bygning mod skader og beboere mod fare (BR10, kap. 8.1). Installationer skal:
- Ikke give anledning til bygningsskade
- Ikke overføre rystelser
- Ikke give anledning til brandfare
og
- Være sundhedsmæssigt tilfredsstillende
- Være beskyttet mod frostsprængning
- Minimere energiforbruget.
Det inkluderer blandt andet krav til støj fra installationer, hvilket har betydning for, hvor og hvordan rørgennemføringer kan udføres.
3.8.2 Placering af føringsveje
Ved indretning af et småhus udgør den overordnede placering af føringsveje til de tekniske installationer en væsentlig del af en planløsning for at leve op til funktionskravene i BR10. Og gennemføringer skal ikke blot beskrives, men også projekteres ved hjælp af tegninger, da det ofte har vist sig vanskeligt at sikre, at gennemføringer udføres tætte.
Installationer til afløb og ventilation er centrale, da der kun er behov for disse i enkelte af boligens rum, og de fungerer bedst, når de føres lodret, fx i en central installationsskakt/kerne. I modsætning hertil er varme-, el- og datainstallationer mere decentrale, fordi der er behov for de enkelte installationstyper i stort set ethvert rum i boligen. Disse installationstyper er også mere fleksible i forhold til, hvordan de kan distribueres i boligen.
Ud over disponering af føringsveje, skal der også afsættes plads til de enkelte enheder til opvarmning og varmtvandsforsyning, se afsnit 3.8.3, Placering af varmeanlæg og vandinstallationer. Benyttes mekanisk ventilation, skal der også afsættes plads til dette, som regel på et loftsrum eller i et bryggers.
Føringsveje vil ofte have karakter af vandrette eller lodrette kanaler. Derudover kan installationer føres i bygningsdele, fx under gulvbelægning, eller i større hulrum i konstruktioner, fx tag- og skunkrum, se figur 29.
Figur 29. Udsnit i småhus, der viser retningslinjer og muligheder for disponering af føringsveje for vand-, afløbs-, ventilations-, varme- og elinstallationer.
Central installationsskakt/kerne
Føringsveje til lodrette installationer, fx faldstamme og ventilationskanaler til naturligt aftræk og radonsug, kan med fordel samles i en central installationsskakt/kerne.
På den måde bliver føringsvejene kortest mulige samtidig med, at antallet af gennembrydninger af klimaskærmen reduceres, så risikoen for både vandskader og utætheder reduceres. Dette kan gøres ved at placere installationskrævende rum som køkken, bad, bryggers og eventuelt teknikrum ved siden af hinanden eller over hinanden i boliger med flere etager.
Ved at samle installationskrævende rum bliver det samtidig muligt at begrænse eller helt undgå generende installationsstøj i beboelsesrum.
En central installationsskakt/kerne med minimeret rørføring vil desuden lette tilsyn og indførelse af mere miljøeffektiv teknik samt mindske påvirkningen af huset ved vedligeholdelse. Samtidig vil samling af installationerne betyde et minimeret materialeforbrug til rør og beslag. I brugssituationen vil en minimeret rørføring mindske varmetabet fra varmtvandsrørene og sikre en hurtig tilførsel af varmt brugsvand.
Ved at samle føringsveje mindskes risikoen for, at rørføringer kommer i vejen ved fremtidige ombygninger, ligesom materialeforbruget i forbindelse med ombygninger mindskes.
Ved at placere køkken, bad, radiatorer og andre installationer i tæt tilknytning til en central installationsskakt/kerne øges friheden til justering og forandring af den øvrige bolig. I huse i to plan kan en installationsskakt/kerne eventuelt placeres i forbindelse med trappen. Øgede krav til vinduers isoleringsevne, fx trelags ruder, mindsker problemer med kuldenedfald, hvorfor radiatorer kan placeres centralt i boligen uafhængigt af vinduer.
Anbefalinger til udformning og indretning af en installationsskakt/kerne kan bl.a. findes i (Byg-Erfa, 2004).
Føringsveje i bygningsdele
Føring af installationer via vægge bør primært ske i indvendige vægge og over nedhængte/sænkede lofter under etageadskillelser for at undgå gennembrydninger af klimaskærmen, som kan medføre utætheder set i forhold til lufttæthedskravet. Det gælder også føringer til installationer på første sal, hvis det ikke kan ske i en installationsskakt/kerne. Alternativt kan lodrette føringer føres på eller fræses ind i indersiden af en tung bagmur eller på indersiden af dampspærren i en let ydervæg.
Hulrummet i en hulmur bør ikke benyttes til føringsvej, da det vil give unødvendigt mange gennembrud af tæthedsplanet (bagmuren), ligesom det vil give en dårligere tilslutning mellem bagmur og varmeisolering i hulmur. Det er nødvendigt at tage hensyn til eventuel manglende tilslutning mellem hulmursisolering og bagmur ved beregning af ydervæggens varmeisoleringsevne (U-værdi), jf. DS 418, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2011)
Føringsveje i boligadskillende vægge skal undgås af hensyn til lydisolation, brand og stabilitet.
Vandrette føringer til for eksempel el- og varmeinstallationer kan ske under gulv, over nedforskallet loft, i skunkrum og tagrum. Hvis der på grund af gulvkonstruktionens opbygning ikke er plads under gulvet, kan føringer også ske bag fodpanelet.
Ved opførelse af småhuse med tunge etageadskillelser i form af betondæk, bør vandrette føringsveje samtænkes med dækelementerne, sådan at de følger dækkets bæreretning. På den måde minimeres antallet af specialelementer.
Varmeinstallation
Rør til en varmeinstallation med vand som varmebærende medium, fx fjernvarme eller solvarme, vil normalt være delvis synlige i bryggers/fyrrum, men vil derefter være udført som skjulte og oftest ikke udskiftelige. Det mest almindelige er at anbringe rørinstallationerne i gulvkonstruktionen og derfra føre stik op til de enkelte radiatorer.
Benyttes gulvvarme til opvarmning, skal der afsættes tilstrækkelig plads til rørføring (gulvvarmeslanger) i etageadskillelsen eller terrændækket blandt andet for at sikre, at overfladetemperaturen på et eventuelt trægulv ikke overstiger 25-27 °C, da gulvet ellers bliver ødelagt på grund af for kraftig udtørring af træet (Træinformation, 2010).
Det anbefales, at der i rum med gulvvarme monteres en støtteradiator for at imødegå de betydelige temperaturfald, der ofte optræder om efteråret og det tidlige forår, efter at solen i en periode har været fremme i længere tid (Byg-Erfa, 2007).
Afløbsinstallationer
Bygningens afløbsinstallationer bør placeres, så de generer mindst muligt med hensyn til støj. I et-planshuse placeres afløbsledningerne normalt i terrændæk under bygningen og føres herfra op til de enkelte installationsgenstande. I småhuse med flere etager vil rørene ofte kunne føres i en skakt. Desuden vil der ofte være krav fra bygningsmyndigheden om, at afløbsinstallationen er udluftet over tag for at undgå at føre kloakluft ind i huset. Udluftningen skal placeres hensigtsmæssigt i forhold til tagform, vinduer, tagterrasser, indtag for mekanisk ventilation m.m. Udmundingen skal placeres mindst 50 mm over tagfladen for at undgå indstrømning af regnvand. Et alternativ til udluftning over tag er at placere en vakuumventil på afløbsledningen fra bade- og wc-rum. Den skal være tilgængelig for eftersyn og udskiftning.
3.8.3 Placering af varmeanlæg og vandinstallationer
Der skal beregnes plads til de nødvendige vvs-komponenter som opvarmningsanlæg og varmtvandsforsyning samt til rørinstallationer i forbindelse hermed. Oftest placeres disse komponenter i et bryggers. Hvis huset ikke har et bryggers, skal der beregnes plads til dette i andre rum, fx i køkken, gang, opbevaringsrum eller badeværelse.
Afhængig af hvilket opvarmningsanlæg, der vælges, skal der afsættes op til ca. 0,6 × 0,6 × 1,2 meter til anlægget med friareal til servicering foran af samme størrelse (Teknologisk Institut, 2009). Der skal også afsættes plads til forsyning af varmt brugsvand, som kan være en varmtvandsbeholder eller en varmeveksler, hvis der er fjernvarme.
Størrelsen på varmtvandsbeholderen afhænger dels af antallet af beboere og deres behov for at bade, særligt inden for korte tidsrum, og dels af antallet af vandhaner og karakteren af badefaciliteter (tapsteder). Det vil sige, om der er et eller flere baderum i boligen, og om disse skal kunne benyttes samtidigt, samt om der er badekar eller bruser. Jo flere beboere og jo flere vandkrævende tapsteder, desto større skal varmtvandsbeholderen være for at opfylde beboernes behov. En almindelig varmtvandsbeholder fylder normalt ca. 0,5 × 0,5 × 1,0 meter.
Det anbefales at montere varmtvandsbeholderen 0,6-0,8 meter over gulv for at kunne servicere den. For en varmtvandsbeholder, der skal tilsluttes solvarme, skal der beregnes mere plads til både beholder og rørinstallationer. En beholder vil typisk kræve 0,6 × 0,6 × 1,2 meter. Der skal være friareal foran til servicering, se figur 30. Hvis installationen er placeret i et adgangsrum, fx et bryggers, kan der være krav til pladsforholdene foran, jf. afsnit 3.6.2, Adgangsrum.
Hertil kommer, at der skal afsættes plads til en varmemåler, hvis boligen opvarmes med fjernvarme, samt en vandmåler. Begge skal placeres, så de er tilgængelige og lette at aflæse.
Hel eller delvis kælder under boligen kan være med til at sikre plads til installationer, fx i form af et selvstændigt teknikrum.
Figur 30. Typiske størrelser og behov for friareal foran varmtvandsbeholdere til småhuse (Teknologisk Institut, 2009):
- Solvarmebeholder.
- Almindelig varmtvandsbeholder ophængt på væg.
3.8.4 Placering af elinstallationer
Placering af stikkontakter og udtag, gruppe- og målertavle, betjeningsenheder til alarmsystemer, antenne-, tele- og dataudstyr m.m. kan med fordel indtænkes ved indretningen af et småhus. Det bør blandt andet samtænkes med behovet eller muligheden for at kunne arbejde hjemme.
Ofte placeres udtag m.m. ved gulvniveau, men for at de kan betjenes af alle, fx også ældre og bevægelseshæmmede, bør udtag placeres mindst 0,4 meter og højst 1,2 meter over gulv.
Betjeningsenheder samt HPFI-relæ i skab bør placeres, så betjening af disse sker 0,9-1,2 meter over gulv og mindst 0,5 meter fra indvendigt hjørne.
I beboelsesrum samt entréer, gange, grovkøkkener, bryggerser og hobbyrum er der er krav om mindst én 250 V stikkontakt pr. 4 m2 – dog ikke mere end otte pr. rum, jf Stærkstrømbekendtgørelsen, afsnit 6 (Bekendtgørelse nr. 12502, 2001). I køkkener skal der være mindst tre 250 V stikkontakter og i badeværelser mindst én stikkontakt.
Figur 31. Anbefalede højdemål for placering af el-udtag.
3.8.5 Brændeovn og pejs
Ved installation af brændeovn eller pejs skal flere forhold tages i betragtning ved indretning af boligen. Ud over at være en varmekilde er en brændeovn eller pejs i et opholdsrum ofte et arkitektonisk element, der kan tilføre stemning, men den kan også begrænse muligheder for fleksibel brug af rummet. I en bolig i flere etager med brændeovn eller pejs i stueetagen bør skorstenen placeres, så anvendeligheden af rummene på etagen ovenover ikke nedsættes.
Skorstenen skal kunne renses, og der skal være adgang til skorstenens top udefra eller gennem eventuel renselem øverst samt i bunden.
Ved installation af pejs eller brændeovn gælder en række detailkrav i BR10. Der er blandt andet krav til gulvet, der skal være ubrændbart eller dækket af ubrændbart materiale i en afstand på 30 cm foran brændeovn eller pejs og 15 cm på hver side (Vejl. BR10, kap. 8.5.1.3, stk. 1). Pejs og brændeovn skal desuden tilsluttes en selvstændig skorsten.
Installeres en brændeovn eller pejs i et nyt lavenergihus i bygningsklasse 2020, der er karakteriseret ved en stor tæthed af klimaskærmen, skal man være særlig opmærksom på risikoen for overophedning og for udslip af partikler til indeklimaet.